Retten i Holstebro har i dag varetægtsfængslet en 20-årig mand for besiddelse af en større mængde piller af typen Tramadol.
Midt- og Vestjyllands Politi kunne tirsdag eftermiddag anholde en 20-årig mand, sigtet for besiddelse af mere end 18.000 piller af typen Tramadol med henblik på videreoverdragelse. Manden er blevet fremstillet i grundlovsforhør for lukkede døre og er varetægtsfængslet i fire uger
Tirsdag den 29. august fandt en gruppe skoleelever en pose med piller i et skovområde i tilknytning til Nørre Boulevard Skolen i Holstebro. Eleverne handlede meget ansvarsbevidst og kontaktede personalet på skolen, der straks tilkaldte politiet.
Midt- og Vestjyllands Politi iværksatte omgående en efterforskning i området og kunne samme eftermiddag kort før kl. 15.00 anholde den formodede ejer af pillerne i forbindelse med, at vedkommende indfandt sig i området.
”Det er naturligvis alvorligt, når man finder så stor en mængde piller – ikke mindst, når det sker så tæt på en uddannelsesinstitution. Derfor handlede vi også resolut og iværksatte omgående en efterforskning af sagen og det er derfor meget tilfredsstillende, at vi allerede få timer efter anmeldelsen, kunne anholde den formodede gerningsmand”, siger politikommissær Knud Lauridsen efter anholdelsen og roser samtidig eleverne og skolen:
”Eleverne handlede helt efter bogen ved omgående at kontakte skolens personale uden selv at kigge nærmere på posens indhold. Elevernes og skolens hurtige reaktion er uden tvivl medvirkende årsag til, at vi så hurtigt får anholdt den formodede gerningsmand.”
Midt- og Vestjyllands Politi efterforsker fortsat sagen.