33-årig idømt fængselsstraf for grov vold med døden til følge

dato

En 33-årig mand skal seks år i fængsel for et voldeligt overfald på en 56-årig mand, der endte med at koste den 56-årige livet.

En 33-årig mand er ved retten i Holstebro idømt seks års ubetinget fængsel for grov vold med døden til følge i Bedsted i Thy i september 2023.

"Det er en særdeles grov sag. Jeg synes, sagens alvor afspejles i dommen. Jeg er tilfreds med, at retten har dømt i overensstemmelse med anklageskriftet", siger specialanklager ved anklagemyndigheden ved Midt- og Vestjyllands Politi, Pia Koudahl.

Den 33-årige er dømt for den 13. september 2023 at udøve fysisk vold herunder med flere spark mod hovedet mod en 56-årig mand, der senere afgik ved døden af sine skader.

Den 56-årige fik efter overfaldet akut livreddende behandling. På trods af en længerevarende sundhedsfaglig indsats, afgik han ved døden den 21. november 2023 som følge af svær hjerneskade forårsaget af volden mod hovedet.

Den 33-årige er desuden dømt for at optage volden på en telefon og dele billeder via et socialt medie.

Den 33-årige valgte efter dommen at tage betænkningstid, og har nu 14 dage til anke dommen.
Data er automatisk hentet fra eksterne kilder, herunder Midt- og Vestjyllands Politi.
Kilde: Midt- og Vestjyllands Politi

Seneste på facebook