51-årig skal i fængsel for hvidvask

Profilbillede
dato

En 51-årig mand fra Thisted er idømt 2 års fængsel for hvidvask af mere end 8 millioner kroner.

Byretten i Holstebro har onsdag idømt en 51-årig thybo to års fængsel hvoraf seks måneder er ubetinget. Retten fandt det dermed bevist, at manden har ladet sin virksomhedskonto bruge til hvidvaske mere end 8 millioner kroner.

I en periode fra slutningen af juli til september 2020 modtog den 51-årige 8.037.131 kroner på sin virksomhedskonto. Pengene blev sendt videre for at forsøge at sløre, at pengene kom fra strafbare forhold.

”Jeg er tilfreds med, at tiltalte er dømt i overensstemmelse med anklageskriftet”, siger specialanklager Gorm Søgaard Lund fra anklagemyndigheden ved Midt- og Vestjyllands Politi.

Den 51-årige blev også dømt for forsøg på hvidvask af yderligere 790.000 kroner, som politiet dog nåede at beslaglægge, inden pengene blev ført videre til ukendte gerningsmænd.

Retten konfiskerede i dag de 790.000 kroner. Den 51-årige mand modtog dommen.
Denne artikel er skrevet af Martin Johannes Madsen og data er automatisk hentet fra eksterne kilder, herunder Midt- og Vestjyllands Politi.
Kilde: Midt- og Vestjyllands Politi

Seneste på facebook