Blæksprutten er løs i Holstebro

Foto: Musikteatrets scene.
Profilbillede
dato

Når administrationschef Lone Abildtrup i Musikteatret Holstebro møder ind om morgenen, er der altid én ting, hun kan være sikker på: Dagen byder på en mangfoldighed af opgaver, som hun ikke altid er forberedt på.

Uanset hvad hun bliver udsat for, så glæder hun sig hver eneste dag til at skulle afsted, - ikke to dage er éns.

Overskriften på dette portræt er først og fremmest møntet på Lone.
Men det kunne lige så godt have omfattet hele Musikteatret.
Eller for den sags skyld have været titlen på én af de musicals, de sætter op.

Når man hører Lone fortælle om aktiviteterne i Musikteatret Holstebro, får man associationer til én stor summende myretue.

Der er sket meget siden 1966, hvor Ernst Trillingsgaard blev den første direktør for Holstebro Hallen, som det oprindeligt hed.
Mange husker sikkert Holstebro Revyen, hvor blandt andet Dirch Passer og Grethe Sønck slog deres folder i den populære revy, som var dén form for underholdning, der dengang kunne trække fulde huse. 

Der er sket en del siden, kan man roligt sige.

”I 2006 fik Holstebro Hallen en grundig make-over, hvor huset blev ombygget og renoveret,” fortæller Lone.


Foto: Musikteatret set udefra (t.v.) og i aftentimerne (t.h.)

”Det var også på det tidspunkt, vi begyndte at fokusere mere på at tilbyde at arrangere møder og konferencer, lige fra små workshops og konfirmationer til kæmpestore konferencer.
Vi udviser stor alsidighed og er meget omstillingsparate. Overordnet kan vi sige, at Musikteatret Holstebro har ry for at være mulighedernes hus.”

Med til en god kulturoplevelse hører også god mad. Musikteatrets køkken har egen kok og eget køkkenteam, der til hver forestilling laver mad til deres gæster.


Foto: Sådan kan en dessert fra Musikteatrets egets køkken se ud 

Man kan i forbindelse med køb af billetten også købe enten buffet, tapas med videre, og der er helt automatisk reserveret bord i det navn, der står på billetten. 
Det er også dem selv, der står for maden til de store møder og konferencer, bryllupsfesten, jubilæum osv. Ingen opgave er for stor, og ingen opgave er for ubetydelig.

Noget helt unikt ved Musikteatret Holstebro er, at de har deres egen dansetrup, Holstebro Dansekompagni.

”Her får unge professionelle dansere fra hele verden en mulighed for at sætte fart i deres karriere,” fortæller Lone.

”Når vi holder auditions har vi over 1000 ansøgere, og vi skal bruge under 10 dansere."

Repertoiret er meget alsidigt, ligesom også dansekompagniet har en lang række samarbejdspartnere over hele landet.

Inden for de seneste år er der specielt to højdepunkter, Lone vil fremhæve:
”Det var stort for nogle år siden at få lov til at arrangere CSR Award Show, hvor FN’s tidligere generalsekretær Kofi Annan var hovedtaler." 

Hun tilføjer: 
Et par år senere var det kronprinsparret, der valgte at afholde deres årlige uddeling af Kronprinsparrets Priser her hos os. Det var vi faktisk lidt stolte af.”

For en tre-fire år siden indledte Musikteatret et samarbejde med herregården Nørre Vosborg, der ligger cirka 10 kilometer vest for Holstebro.
Herregården er et kulturelt samlingssted med hotel, restaurant og kursusfaciliteter, som i de senere år har gennemgået en omfattende restaurering med respekt for de historiske rammer.

Musikteatret Holstebro varetager alt det praktiske omkring billetsalg med videre, vedrørende Nørre Vosborgs arrangementer.

En fremsynet kulturinstitution har hele tiden fokus på at gøre sit bedste for deres publikum.
Musikteatret Holstebro har eksempelvis valgt at outsource deres bogholderi, ligesom de heller ikke har egne teknikere ansat.

”Dem hyrer vi fra forestilling til forestilling, så vi ikke har lønudgifter i de perioder, hvor der er lavkonjunktur i branchen,” siger Lone.

”Samtidig har vi nedlagt vores fysiske billetsalg, for vores analyser viser, at 93% køber over nettet i dag. Har man ikke mulighed for det, kan man naturligvis stadig købe billetter via telefonen. Vi vil hellere bruge pengene på bedre kulturtilbud.”

Slår man op på Musikteatret Holstebros hjemmeside vil man opdage, at der er et omfattende program og tilbud for enhver smag.
Comedy, foredrag, koncerter, teater for blot at nævne nogle få, og ikke mindst store musicals, som er Musikteatrets spidskompetence.


Foto: Administrationschef, Lone Abildtrup

På spørgsmålet om, hvor Lone har sine evner for planlægning, organisering og overblik fra, siger hun med et smil:
”Først og fremmest har jeg tre børn, som gennem tiden har haft hver deres fritidsaktiviteter og -interesser.

At holde styr på, hvem der skal hvad hvornår, kræver overblik og planlægning på højt plan.”

Energien til alt dette har Lone hentet ved at køre på MC, dyrke padeltennis og fitness, som hun stadig finder tid til.

Det kan virkelig betale sig at gå på opdagelse i Musikteatret Holstebros mangfoldige tilbud, hvor du kan glæde dig til en oplevelse ud over det sædvanlige.

Følg også med på deres Facebookside

Dette indhold er annoncørbetalt og er produceret i samarbejde med en annoncør.
Kilde: Lone Abildtrup // Musikteatret Holstebro

Seneste på facebook