Hos Thiele Holstebro er de herre i eget hus. Og netop dét er ifølge den ene af de tre indehavere en kæmpe fordel.
”Det er helt klart vores selvstændighed, der driver os. Vi kan selv købe de varer og brilleglas ind, som vi vil,” fortæller den ene af de tre indehavere, Michael Ulsted.
Udover Michael Ulsted er også Mike Andresen og Henriette Andersen medindehavere af Thiele Holstebro. Trioen, der alle er uddannet optikere, overtog forretningen for ni år siden, som indtil for et års tid siden havde adresse på Nørregade 8. I dag ligger butikken, kun et stenkast fra den gamle placering, på Nørregade 16, hvor de i øjeblikket er ni ansatte.
De tre indehavere valgte at flytte adresse for at få mere plads. I butikken har de nemlig stor fokus på, at der skal være et bredt udvalg af både sol- og brillestel og gerne dansk produceret.
”Vi har ca. 1200 brillestel og ca. 400 solbrillestel på lager, hvilket gør os absolut til en af de største spillere på det vestjyske marked,” fortæller Michael Ulsted.
Hos Thiele Holstebro forsøger de altid at være opdateret på de nyeste tiltag på markedet. De har blandt andet investeret i den nyeste teknologi og udstyr inden for synsprøver, hvormed de kan måle mange forskellige ting i kundernes øjne.
”Vi kan tage billeder af folks øjenbaggrund, måle folks tryk i øjet, fotografere den forreste linse i øjet og dermed se, om man fx har grå stær, og vi kan måle det, der hedder en kammervinkel. Det vil sige, at hvis man fx begynder at have for højt tryk, så kan vi ikke måle netop dét, men vi kan begynde at se det i et forstadie, inden det begynder at udvikle sig,” fortæller Michael Ulsted.
Med det helt rette udstyr og en saglig begrundelse kan de tre optikere henvise kunderne meget hurtigt til øjenlæge. Foto: Thiele Holstebro.
Nye tiltag i støbeskeen
Det er ikke kun problemer med synet, der er afgørende for, om du bør anskaffe dig et par briller. Ifølge Michael Ulsted kan mange mennesker nemlig have gavn af en skærmbrille.
”Nogen folk sidder ekstremt meget foran en skærm og får ondt i hovedet, og så vil vi også kunne hjælpe dem med en skærmbrille eller en brille med blue light filter,” fortæller indehaveren.
Sidstnævnte er en brille, hvor et særligt filter beskytter øjnene mod et bestemt type lys, som fx computer- og mobilskærme udsender.
Hos Thiele Holstebro udvikler de i øjeblikket på et koncept, hvor du kan komme ind og få sat blue light glas i på en time. Har du ikke selv et brillestel, kan du købe et i butikken, hvor de også har glassene på lager og kan slibe dem i, stort set imens du venter.
I butikken har de derudover et godt samarbejde og en shop-in-shop løsning med Lindberg, der er en af Danmarks største leverandører inden for brillestel.
”Med en brille fra Lindberg har man mulighed for selv at designe sin brille, hvilket er helt unikt. Og planen er, at der inden for den nærmeste fremtid vil komme en ny, større og flottere Lindberg udstilling i butikken,” fortæller Michael Ulsted.
Foruden det store udvalg af brille- og solbrillestel, sker der lige nu også meget inden for kontaktlinser. Hos Thiele Holstebro sælger de blandt andet det, der kaldes for ’multifokale’ linser, som er en linse med flerstyrker og glidende overgang mellem de forskellige styrker.
”Der er lige kommet nogle nye linser på markedet nu, som man faktisk slet ikke kan mærke, at man har i øjnene, og som faktisk gør, at man både kan se langt væk og læse samtidig,” fortæller indehaveren om de særlige linser.
Hos Thiele Holstebro kan du få lavet en synsprøve helt gratis. Foto: Thiele Holstebro.
Den personlige betjening er vigtig
Michael Ulsted har udover sit virke som optiker været bestyrelsesformand i Holstebro Handelstandsforening i 12 år – en forening som på nuværende tidspunkt har 250 medlemmer. Med sine mange års erfaring er han derfor ikke i tvivl om, at det er vigtigt, at man står sammen som handelsby.
”Målt på antal butikker, så tror jeg faktisk, vi er den største handelstandsforening i Danmark. Og derfor står man også rigtig meget sammen, hvilket man er nødt til at gøre. Især i disse tider, hvor der findes rigtig mange kædebutikker.”
Selvom detailhandlen i dag har fået en konkurrent i form af internettet, tror Michael Ulsted fortsat på, at de fysiske butikker har noget, som de online butikker aldrig vil få:
”Jeg tror ikke på, at nettet kan overtage den personlige betjening, altså fx det her med at man kan komme ind og prøve et par bukser. Der er stadig nogen, der gerne vil ned og snakke med folk og høre deres mening.”
Af den grund mener han også, at det er vigtigt, at man som ekspedient sørger for en seriøs og kyndig vejledning over for kunderne.
”Som ekspedient skal vi vejlede kunderne og også forklare ’jamen du skal altså ikke have de der runde briller, når du har et rundt hoved i forvejen’. Så at man får sagt de ting til folk og får givet en ordentlig og seriøs vejledning, er vigtigt.”
Hos Thiele Holstebro har de altid gratis synsprøve, og du er til enhver tid velkommen til at kigge ind i butikken og få gode råd og vejledning med på vejen.
Du kan også følge Thiele Holstebro på deres facebookside her.