Der var mange besøgende, da den mobile politistation rullede forbi boligområdet Trekanten i Holstebro. I næste uge gør den mobile station holdt i Thisted.
Midt- og Vestjyllands Politis mobile politistation tiltrak både store og små, da den gæstede boligområdet Trekanten i Holstebro.
"Der var masser af søde børn, som var ude at nyde det fine forårsvejr og mange fandt heldigvis vej forbi den mobile politistationen", siger Mikkel Bunch Bertelsen, politiassistent i Forebyggelse, Nærhed og Tryghed.
I 2018 fik Midt- og Vestjyllands Politi som den første politikreds i landet en politistation på hjul. Siden har den mobile station blandt andet været brugt i forebyggende og tryghedsskabende indsatser i en række byer på tværs af kredsen.
Midt- og Vestjyllands Politikreds dækker et område på 9.518 kvadratkilometer. Den mobile politistation giver derfor god fleksibilitet og mulighed for at komme tættere på borgerne.
For eksempel ved i perioder at fungere som en form for nærpolitistation, hvor borgere kan henvende sig med spørgsmål og informationer.
"Når vi parkerer politistationen, giver det en god lejlighed til at komme ud og møde borgerne og tage snak om alt fra, hvordan man laver en anmeldelse til spørgsmål om færdselssikkerhed", siger Mikkel Bunch Bertelsen.
Under besøget i boligområdet Trekanten viste politistationen sig brugbar til endnu en funktion.
"Fordi der kom så mange børn for at se nærmere på politistationen, så lavede vi en tegnekonkurrence, hvor vi udlovede en politi-refleks til deltagerne", siger Mikkel Bunch Bertelsen.
Imens betjenten fik en snak med forældre fra området, kastede børnene sig over farveblyanterne ved bordet i den mobile politistation.
"Det blev til en hel del tegninger. Det blev faktisk til en hel væg fuld", siger Mikkel Bunch Bertelsen.
Ud over en snak med forældre og andre interesserede i området, fik Mikkel Bunch Bertelsen også besvaret spørgsmål fra de fremmødte børn om færdselssikkerhed.
Herunder hvornår politiet bruger udrykningssignal og selvfølgelig med tilhørende demonstration af signalet.
Alle deltagere i tegnekonkurrencen fik en refleks med sig hjem, og konkurrencens uofficielle vinder havde valgt mobilstationens betjent som motiv.
Stationens næste stop er på Store Torv i Thisted den 19. april i tidsrummet fra klokken 10 – 14.