Kenneth Tønning stiller op som borgmesterkandidat for Venstre til KV21

Kenneth Tønning stiller op som borgmesterkandidat for Venstre i Holstebro Kommune til KV21.
Profilbillede
dato

Blå bog

"Mit navn er Kenneth Tønning, jeg er 49 år gammel og stiller op som borgmesterkandidat for Venstre til kommunalvalget til november. Foruden at være byrådsmedlem i Holstebro Kommune, er jeg bestyrelsesmedlem på Musikskolen, De Kulturhistoriske Museer i Holstebro Kommune, Operaen i Midten samt Vestforsyning.

Mine fritidsinteresser er naturen, fitness og golf.

Til daglig er jeg selvstændig erhvervsdrivende med softwarevirksomheden EnergyAware.

Jeg har boet i Holstebro Kommune i 13 år sammen med Rikke Hilligsøe og vores to døtre på henholdsvis 17 og 15 år i Holstebros vestlige bydel."

Hvad betyder Holstebro Kommune for dig?

"For mig er Holstebro Kommune en flot og spændende kommune med masser af naturoplevelser samt et spændende forenings- og kulturliv.

Det er Holstebro Kommune, jeg har valgt som base for min familie, og den eneste kommune mine døtre kan huske at have boet i."

Hvorfor stiller du op til kommunalvalg 2021?

"Jeg stiller op til kommunalvalget her i 2021 som Venstres borgmesterkandidat, da jeg gerne vil stå i spidsen for at udvikle Holstebro Kommune nu og fremadrettet. Vi skal nemlig sikre, at Holstebro kommune forbliver en dejlig kommune at vokse op i, arbejde i og blive gammel i – ikke bare nu men også om 10, 20 eller 30 år.

Jeg mener de langtidsholdbare beslutninger træffes bedst i et bredt politisk samarbejde på tværs af alle partier, og på tværs af byrådskollegaernes forskellige kompetencer og erfaringer.

Mine egne kompetencer er strategisk tænkning og innovation. Jeg har erfaring med ledelse, salg og produktudvikling og har de seneste mange år arbejdet som selvstændig med softwareudvikling og energibesparelser.

Jeg mener dermed, jeg har gode forudsætninger for at bidrage til den videre udvikling af hele Holstebro Kommune."

Hvad er dine politiske mærkesager?

"Overordnet set skal vi udvikle Holstebro Kommune og sikre at vi har råd til de velfærdsydelser, som borgerne har brug for og fortjener. Både nu og på lang sigt.

I Holstebro Kommune har antallet af indbyggere mellem 19 og 66 år været faldende de seneste 10 år. Der bliver dermed færre borgere til at betale for velfærdsydelserne for flere. Det er en trussel mod vores kommunekasse og dermed det serviceniveau, kommunen kan tilbyde sine borgere.

Mine mærkesager er derfor;

De bedste rammer for erhvervslivet, da det vil skabe nye virksomheder indenfor miljø og bæredygtighed samt flere jobs i vores eksisterende virksomheder. Vi kan ikke være tilfredse med vores nuværende 31. plads på ranglisten over erhvervsvenlighed, når vores nærmeste konkurrenter ligger i top 10. Flere jobs skaber tilflytning.

Tiltrækning af børnefamilier, da forældre i børnefamilier har et langt arbejdsliv foran sig og dermed bidrager til kommunekassen og vores alles velfærd. Familierne skal tiltrækkes af mulighed for jobs jf. ovenstående og gode attraktive tilbud, som blandt andet er en garanti for at kunne få passet sine børn tæt på hjemmet (Nærhedsgaranti), hvilket vil gøre det lettere at få dagligdagen til at hænge sammen, når man bosætter sig i Holstebro kommune.

Flere varme hænder til pasning af vore børn og ældre kræver, at vi får mere fokus på medarbejdertrivsel. Hvis vi kan øge trivslen blandt pædagogisk personale, lærere og plejepersonale i kommunen, kan vi forventeligt også nedbringe sygefraværet, så der bliver flere ledige varme hænder til den borgernære velfærd."

Hvad er det første, du vil gå i gang med, hvis du bliver valgt?

Det afhænger selvfølgelig af, om det lykkedes at blive valgt som borgmester. Men arbejdet med at forbedre trivslen blandt kommunens personale har høj prioritet, hvis jeg bliver genvalgt.


Eventuelle politiske holdninger og meninger i dette portræt tilhører kandidaten og er derfor ikke et udtryk for redaktionens holdning og mening
Kilde: Kenneth Tønning

Seneste på facebook