Spar i Tvis er en ganske speciel forretning, da det er byens borgere, der ejer lokalerne. Den nye købmand er faktisk den tredje i rækken på blot 2,5 år.
Med sine blot 26 år virker Jacob Amstrup måske ikke som det oplagte valg, men den unge købmand har store planer i ærmet.
Siden november 2020 er borgerne i Tvis og omegn blevet mødt af et nyt ansigt, når de har foretaget indkøbene i den lokale Spar. Faktisk var det kun øjnene, der tittede frem bag masken i de første måneder.
Men nu er vi alle sluppet for maskerne igen, så både Jacob Amstrup og kunderne kan få set hinanden ordentligt an. Det personlige møde er nemlig vigtigt for den nye lokale købmand i Tvis.
En lokal løsning
I mange år har butikslukninger været et kendetegn for småbyer på landet. Byernes beboere har fået for vane at købe i de store supermarkeder på vej hjem fra arbejde, og dermed er kundegrundlaget forsvundet for byernes købmænd.
I de senere år er udviklingen dog begyndt at gå den anden vej. Det er blandt andet sket i Tvis, hvor byens nærbutik er genopstået i 2019 takket være et borgerprojekt.
Lokale kræfter brugte tre år på at samle midler sammen til at delfinansiere en detailbutik i Tvis udenfor Holstebro, og her 2,5 år efter åbningen er der stadig godt gang i forretningen.
Erfaren købmand
Sådan et borgerprojekt kommer ikke på benene uden lokale ildsjæle, men det kræver også en købmand af den helt rette støbning. Der har allerede været to andre forpagtere af Spar Tvis, men 26-årige Jacob Amstrup har ingen intentioner om at blive et nyt nummer i rækken, og han har store forventninger til butikkens udvikling i de kommende år.
”Jeg ved godt, at jeg ikke bliver millionær af at drive en dagligvarebutik i Tvis, men for mig er det helt andre værdier, der er vigtige. Her i Tvis kan jeg gøre en forskel for lokalsamfundet, og det er det, der tæller for mig,” forklarer Jacob Amstrup.
Med blot 26 år på kontoen kan det undre, at Jacob Amstrup er det bedste bud på en købmand, men den unge købmand kan trods sin alder fremvise et imponerende CV.
Foto: Privat // Her ses Jacob Amstrup sammen med personalet i anledning af kåringen til årets butik i Region Midtjylland 2021
Jacob Amstrup er født og opvokset i Borbjerg, og fødebyen har ligesom Tvis en lille lokal købmand. Det var her Jacob påbegyndte sin karriere i Spar regi.
Som 14-årig blev han ansat som servicemedarbejder i Spar Borbjerg. Efter skole gik han til hånde i forretningen og hjalp med forefaldende arbejde.
Senere kom han i lære i selvsamme butik og fik af den vej et godt kendskab til driften af en butik.
Spar i Borbjerg er også en form for et borgerprojekt, hvor borgerne har støttet købmanden med et lån ved etableringen af butikken, og derfor er konceptet heller ikke en ukendt størrelse for Jacob Amstrup.
I 2017 blev han ansat som salgsleder hos Meny i Vildbjerg, hvor han fik mere erfaring under huden, og den stilling har han varetaget frem til at muligheden i Tvis åbenbarede sig.
Planer om vækst
Ifølge Jacob Amstrup er det glæden ved at kunne træffe egne beslutninger om driften, der er medvirkende til, at han har satset hårdt på at blive selvstændig.
Han står alene med ansvaret for butikkens indretning og udvalg, og det er med til at skabe arbejdsglæde.
”Det bedste ved Tvis er kunderne. Jeg kender ikke alle endnu, men det kommer. Tiden med mundbind har selvfølgelig gjort det sværere, da man ikke kan se hinanden ordentlig,” siger købmanden.
Nu hvor mundbindene er væk sammen med restriktionerne, er Jacob Amstrup i gang med at planlægge nye events, der skal på banen.
En af planerne er vinsmagninger, hvor kunderne kan få lov til at smage udvalget før de køber.
”Min drøm er at udvikle butikken i samarbejde med lokalsamfundet, og jeg vil gerne skabe flere aktiviteter for byens borgere,“ siger han.
En anden plan er at gøre plads til en regulær delikatesseafdeling i forretningen.
Det kan godt være, at det ikke bliver lige med det samme, men Jacob Amstrup har en langsigtet plan for Spar i Tvis.
Selvom han ikke bor i byen, kender han alt til behovene i et lille samfund fra opvæksten i Borbjerg, og som byens købmand vil han gerne støtte op om den positive udvikling for Tvis.
Hvis du vil følge med i de nyeste opdateringer eller tilbud fra Spar i Tvis, kan du følge deres facebookside her.