Louis Nielsen Holstebro har et meget velfungerende samarbejde med deres netværk af øjenlæger, og på den måde har de skabt et sundhedskoncept, som har cementeret deres rolle som en foregangsbutik i optikerbranchen.
Succesen er dog ikke noget, der får Holstebrobutikken til at rokke på ambitionen om fortsat at være en integreret del af lokalsamfundet.
Engang var det bare en lille kontaktlinseklinik, der lå i hjertet af Aalborg, men i dag er Louis Nielsen vokset til en størrelse, hvor de med 78 butikker fordelt landet over, må ses som en rendyrket magtfaktor i den danske optikerbranche.
I Holstebro har vi hele to af disse. En i gågaden, tæt ved Holstebro Kirke og en i Bilka på Nyholmvej.
De ejes og drives begge i fællesskab af Ane Simone Bach, Torben Doktor, og Christian Larsen, der sammen udgør den perfekte trio, fordi de med hver deres kompetence har formået at skabe ikke bare én, men hele to veldrevne Louis Nielsen-butikker.
Foto: chfotofilm // Hos optiker Louis Nielsen finder du et stort udvalg af briller, solbriller og kontaktlinser i høj kvalitet
Vores Holstebro har taget en snak med Christian og Ane om, hvorfor netop deres to forretninger skiller sig særligt ud blandt de mange optikere.
Vigtigt med den lokale forankring
Hvis man spørger Christian, der er butikschef, er det, der gør den største forskel, deres tætte kontakt med borgerne i Holstebro Kommune.
”Vi er forankret i det lokale, selvom vi er en del af en stor verdensomspændende kæde. Det er her, vi bor, og det er her, vi ønsker at være,” siger han, og tilføjer:
”Derfor støtter vi også en række lokale foreninger og organisationer i form af donationer og sponsorater. Vi vil gerne give noget tilbage til det samfund, vi er en del af, og som har bakket vores forretninger op de seneste mange år.”
Hvor stort et beløb, der er tale om, vil Christian ikke ud med, men han oplyser dog, at det blandt andet omhandler et sponsorat af Holstebro Golfklub, et platinsponsorat i Musikteatret, et banesponsorat i Måbjerg IF og et sponsorat for det lokale padeltennis-hold.
Gode til at samarbejde med fagspecialister
Det er altså vigtigt at give noget tilbage til lokalsamfundet. Tjek.
Men det kræver også et skarpt set-up, hvor der er taget højde for rigtig mange detaljer, eksempelvis de mange forskellige fagspecialister, herunder et øjenlægenetværk, som først og fremmest bidrager med deres ekspertise i forhold til de konkrete patienter, men som optikerne også udveksler erfaringer med.
Her byder Ane ind.
Hun er uddannet optometrist, og havde allerede ti års erfaring fra optikerbranchen, da hende og Christian blev en del af ejerkredsen bag de to Louis Nielsen-butikker tilbage i 2019, og det her er hendes felt:
“Vi er utroligt stolte af det netværk, vi i Louis Nielsen har opbygget, for det har givet os mulighed for at udvikle en fantastisk pakke, hvor vi bl.a. tilbyder at lave et gratis sundhedstjek af dine øjne, når du i forvejen er nede og få foretaget en synstest hos os,” siger Ane, inden hun giver et bud på, hvad sådan et sundhedstjek eventuelt kunne afsløre:
“Det kunne være tegn på tidlige øjensygdomme såsom grøn stær eller aldersrelaterede forandringer i nethinden, som man også kalder AMD.”
Foto: chfotofilm // Hele teamet hos Louis Nielsen Holstebro består af 17 ansatte
Hvis optikeren så finder noget i forbindelse med sundhedstjekket, som måske bør undersøges nærmere, har de to butikker mulighed for at sende oplysningerne videre til et unikt netværk af cirka 17 danske øjenlæger, som sidder klar til at give en faglig vurdering af optikerens undersøgelse inden for maksimalt 72 timer.
Samtidig har de også adgang til en akuttelefon, hvis den første undersøgelse viser noget særligt kritisk.
”Herefter kan en af disse øjenlæger fra netværket henvise patienten til en praktiserende øjenlæge eller et hospital, hvis det er nødvendigt. Det sker dog heldigvis sjældent, da langt de fleste synstest med sundhedstjek ikke viser tegn på sygdom,” forklarer Ane.
Øjnene bør undersøges minimum hvert andet år
Hun forklarer også, at det er hendes oplevelse, at der generelt er flere og flere af deres kunder, der har fået øjnene op for, at det er vigtigt at få undersøgt øjnene regelmæssigt.
Der er nemlig rigtig mange sygdomme, der påvirker øjnene, som kan forebygges eller behandles, hvis blot de opdages i tide, og derfor anbefaler Ane også, at man minimum får foretaget et sundhedstjek af øjnene hvert andet år:
“Ofte kan man ikke selv mærke forandringerne, da de kommer langsomt snigende, og et sundhedstjek kan gøre virkelig meget for din velvære. Nedsat syn eller en forkert styrke kan give spændingshovedpine og gøre, at man har svært ved selv simple ting i dagligdagen. Ens syn forandrer sig over tid, og et regelmæssigt sundhedstjek af øjnene minimum hvert andet år kan imødekomme de udfordringer, som mange oplever,” forklarer hun.
Glade kunder kommer af glade medarbejdere
Christian er enig i Anes betragtninger.
De påpeger samtidig begge, at sundhedskonceptet gør deres to butikker til en faglig spændende arbejdsplads.
Louis Nielsen-kæden er i det hele taget kendt for at have et stort fokus på arbejdsmiljøet, hvilket særligt kom til udtryk sidste år, da de blev kåret som Danmarks tredjebedste arbejdsplads - og nummer ét indenfor detailbranchen.
Kåringen kom fra den kendte organisation, Great Place to Work, som blandt andet støttes af Dansk Erhverv.
Prisen bliver hvert år uddelt på baggrund af et spørgeskema udfyldt af medarbejderne blandt de deltagende virksomheder.
Foto: chfotofilm // Her finder du hundredvis af briller fra kendte modehuse og får to års garanti
Medarbejdere er vigtige. Louis Nielsen Holstebro har 17 ansatte, og de er med til at give den her lokale forankring, som Christian taler om, men også den faglighed, som Ane taler om.
De oplever begge, at glade kunder hænger uløseligt sammen med glade medarbejdere, og at deres trivsel derfor har høj prioritet for alle partnere:
“Når medarbejderne har det godt, kan kunderne også mærke det. Vi hører ofte fra kunderne, at de er glade for den tone og stemning, der er i butikken. Den smitter af på deres oplevelse, at de føler sig trygge i vores selskab,” fortæller Ane til slut.
Du kan læse mere på hjemmesiden her eller besøge butikkerne på Nørregade 20 eller Nyholmvej 20.