Frilandsmuseet Hjerl Hede skyder foråret i gang med traditionelt markarbejde som i gamle dage. Her er det muligt at se, hvordan hestekræfter, plove og harver blev brugt i landbruget for flere generationer siden. Markarbejdet fungerer samtidig som oplæring af frivillige i det nye hestelaug, der hjælper med at forberede jorden til den nye sæson.
Foråret er på vej, og det betyder, at markarbejdet på Frilandsmuseet Hjerl Hede begynder. Den 18. og 24. marts bliver der arbejdet i marken, præcis som det foregik i midten af 1900-tallet – med heste, harver og plove. Begge dage vil frivillige fra Hjerl Hedes hestelaug deltage og arbejde med museets heste samt historisk udstyr, som blev brugt for cirka 70 år siden.
Pløjekursus og praktisk markarbejde
Tirsdag den 18. marts fra kl. 10:30 bliver jorden pløjet, og det er museets egne heste, der trækker plovene. Arbejdet fungerer samtidig som et pløjekursus for medlemmer af Hjerl Hedes hestelaug. De frivillige får her mulighed for at forfine deres teknikker og videreføre viden om hestetrukket landbrug.
- Det bliver en dag, der rent praktisk sikrer, at vi får forårsarbejdet ordnet, men også en dag med fællesskab om en fælles interesse og vidensdeling. Her overleverer vi håndværket bag markarbejde, siger dyrepasser Sirid Kaatmann fra Hjerl Hede.

Mandag den 24. marts fra kl. 8:30 fortsætter arbejdet. Jorden skal harves, og der skal sås havre og lægges kartofler – alt sammen med hestekraft. De frivillige fra hestelauget arbejder med bringeseler og historisk landbrugsudstyr fra cirka 1950, som er i tråd med museets formidling om hverdagslivet på landet i gamle dage.
- Det er noget helt særligt at opleve, hvordan arbejdet med hestene og udstyret stadig fungerer. Det giver os en dybere forståelse af, hvordan vores forfædre drev landbrug, og hvor meget viden der lå i det manuelle arbejde, fortæller Sirid Kaatmann.
Hestelauget er et nyt initiativ på Hjerl Hede for at sikre, at museet kan understøtte formidlingen og sikre vidensdeling blandt de frivillige, og ifølge Sirid Kaatmann er der plads til flere i det frivillige laug. Hjerl Hede frem til sæsonåbning. Publikum må også gerne kigge forbi og opleve markarbejdet på nært hold. Det giver en unik mulighed for at se, hvordan det praktiske arbejde på markerne blev udført, før moderne maskiner tog over.
Museets huse er lige nu lukket af for vinteren for at skåne de historiske bygninger, men området er åbent for gåture, så man stadig kan nyde den historiske stemning. Frilandsmuseet Hjerl Hede åbner officielt for sæsonen den 14. april 2025 i forbindelse med påsken med fokus på tro og traditioner.