Maskiningeniør/produktionsteknolog der brænder for prototypeudvikling

Profilbillede
dato

BEMÆRK: Ansøgningsfristen er overskredet

For BV Teknik i Holstebro søger vi en dygtig maskiningeniør/produktionsteknolog til styrkelse af et velfunderet mekanisk team på 3 dedikerede medarbejdere. Du vil indgå i en spændende, innovativ, ekspansiv virksomhed med et internationalt udsyn. BV Teknik har stor succes som one-stop-shop maskinbygger, hvor man varetager hele paletten fra design, smedearbejde, tavlebyg, softwareudvikling, el- og mekanisk montage til test og idriftsætning hos kunden. Det hele sker i et uformelt og godt arbejdsmiljø med lang anciennitet blandt de 24 medarbejdere og et godt samarbejde afdelingerne imellem. Resultatet er en imponerende kundeliste, hvor teamet har leveret produkter og løsninger på et meget højt teknisk niveau til tilfredse kunder verden over.

Motiverer det dig at finde løsninger på komplekse, tekniske udfordringer? Er du ambitiøs, teknisk nysgerrig og lidt en Ole Opfinder? Så er dette job måske det rette match til dig!

Du finder yderligere oplysninger om BV Teknik her.

Om jobbet

Til udviklingsteamet, der udelukkende arbejder med udvikling af nye maskiner/prototyper, søges en idérig maskiningeniør eller produktionsteknolog med gode projektlederegenskaber. Du vil komme til at arbejde med produktudvikling og konstruktion af tekniske turnkey-løsninger til virksomhedens kunder. Du bliver ansvarlig for styring og udvikling af projekter fra idéfase til tegning og dokumentation frem til overdragelsen til produktionen og opfølgning på erfaringer fra installation og drift. 

Det er vigtigt, at du trives med udvikling af one-off maskiner i meget høj kvalitet, da det ofte er maskiner, der kører 24/7 hos store produktionsvirksomheder, hvor oppetid er altafgørende. BV Teknik er en end-to-end virksomhed, og du har derfor unik mulighed for at følge produktet fra salg til levering. 

Ansvarsområdet omfatter desuden følgende opgaver:

  • nyudvikling af maskiner og produktionsudstyr til industrien
  • sikre at en konstruktion passer optimalt ind i produktionen
  • aktiv del af projektgruppen med stærkt fokus på tilbud, indkøb, tidsplan og budget
  • sikre optimal koordinering og prioritering af arbejdsopgaver og tæt samarbejde med kunder under udviklingen af ​​designet.

Din profil

Du har minimum 5 års erfaring med 3D-konstruktion - optimalt hos en maskinbygger. Uddannelsesmæssigt er du sikkert maskiningeniør, produktionsteknolog eller tekniker med "tung" erfaring. Håndværksmæssig baggrund som smed, mekaniker eller industritekniker vil være et yderligere plus. Udover at være specialist, evner du også at arbejde godt og konstruktivt sammen med andre mennesker for i fællesskab at frembringe ultimative løsninger. Den gode idé til en ny løsning kan nemlig lige så godt komme fra en smed, montør eller samarbejdspartner.

Vi forventer, at du

  • arbejder målrettet og struktureret, så tidsplaner og budgetter overholdes
  • har minimum 5 års erfaring med 3D-konstruktion af maskiner - gerne i Inventor
  • bidrager til et godt arbejdsmiljø og trives med en åben og uformel omgangstone og et tæt samarbejde med dine kollegaer
  • er en teamplayer, der involverer og samarbejder med andre samtidig med, at du får afsluttet dine projekter
  • taler og skriver dansk og engelsk på rimeligt højt niveau. 

Generelt besidder du en stor værktøjskasse inden for almen maskinteknik, der gør, at du er god til at spotte innovative løsninger i projektarbejdet. Du evner at følge og forstå standarder og har flair og stor interesse for at tilegne dig viden, både fra værkstedet og i mekanikafdelingen.

Jobbet kræver, at man bor eller er villig til at tage bopæl i Holstebro eller maks. 1 times kørsel herfra.

Virksomheden tilbyder

Et job i en international orienteret virksomhed, der leverer high-end maskiner til anerkendte kunder verden over. Der arbejdes på et højt fagligt niveau, hvor der er plads til, at du også kan udvikle dig gennem spændende opgaver med selvstændighed og ansvar. Et spændende og udviklende job, hvor du i høj grad selv kan være med til at præge retningen i dit fremtidige job. Der er en stærk, åben medarbejderkultur med et godt sammenhold, som er præget af frihed under ansvar. BV Teknik har en kultur, der er kombineret af viden, erfaring og et solidt værdigrundlag, alt sammen under attraktive ansættelsesvilkår.

Ansøgning

Alle ansøgninger behandles løbende og fortroligt. Hvis denne stilling har din interesse, opfordres du til at søge hurtigst muligt. Du søger stillingen ved at uploade din ansøgning og CV herunder.

Spørgsmål

Alle spørgsmål rettes til Pay-Back specialist rekruttering att. seniorkonsulent Carsten Pedersen, tlf. 40 713 213 eller mail: cp@pay-back.dk.

 

INFORMATIONER OM STILLINGEN:

- Arbejdspladsen ligger i:

Holstebro Kommune

-Virksomheden tilbyder:

Fastansættelse: fuldtid

-Arbejdsgiver:

Pay-Back specialist rekruttering ApS, Havdigevej, 6700 Esbjerg

-Ansøgning:

Ansøgningsfrist: 21-09-2023; - ansøgningsfristen er overskredet

Ved skriftlig henvendelse: https://app.jobmatchprofile.com/drdwwy/pay-back-specialist-rekruttering-aps/s3dwpy/maskiningeniorproduktionsteknolog-der-brander

Se mere her: https://job.jobnet.dk/CV/FindWork/Details/5885053

Denne artikel er skrevet af Emilie Bjergegaard og data er automatisk hentet fra eksterne kilder, herunder JobNet.
Kilde: JobNet