Merete Tranberg Holmgaard bliver ny leder af Børnehuset Halgård Enge med fokus på tryghed, fællesskab og udvikling

Foto: Holstebro Kommune.
dato

Merete Tranberg Holmgaard overtager ledelsen af Børnehuset Halgård Enge til november og ønsker at fastholde trygge rammer, stærke fællesskaber og plads til forskellighed.

Efter halvandet år som viceleder bliver Merete Tranberg Holmgaard fra den 1. november leder af Børnehuset Halgård Enge. Hun har været en central del i opbygningen af institutionen fra begyndelsen og ser nu frem til, som leder, at videreføre stedets værdier og samarbejde.

Med et indgående kendskab til både medarbejdere og hverdagen i Børnehuset Halgård Enge har Merete Tranberg Holmgaard som viceleder været med til at sammensætte medarbejdergruppen og forme kulturen i det nye børnehus. Fra 1. november 2026 overtager hun ansvaret som leder.

Børnehuset har plads til 148 børn i alderen 0-5 år, fordelt på vuggestue og børnehave. Cirka 30 medarbejdere er hver dag med til at skabe trygge rammer for børnene.

Merete Tranberg Holmgaard er uddannet pædagog og er i gang med en diplomuddannelse i ledelse. Før hun kom til Børnehuset Halgård Enge, var hun viceleder i Midtbyens Børnehus i Holstebro i over fem år.

Hun vil fremover arbejde for at styrke børnefællesskaberne og give natur og udeliv en central rolle i børnehusets hverdag. Desuden ønsker hun at udvikle samarbejdet med lokalområdet, herunder Halgård Skole og det lokale seniorfællesskab.

Stillingen som viceleder bliver slået op i forbindelse med lederskiftet.

Privat er Merete Tranberg Holmgaard og hendes familie stærkt forankret i Halgård, hvor de har boet de seneste syv år. I fritiden er hun glad for at være fysisk aktiv og værdsætter tiden sammen med familie og venner.

https://www.holstebro.dk/nyheder/nyhed/merete-bliver-leder-af-boernehuset-halgaard-enge?PID=18398&M=NewsV2&Action=1&NId=76564&NewsCategory=Nyheder&newscategorys=Nyheder,B%C3%B8rn

Kilde: Holstebro Kommune
Denne artikel er udarbejdet af 3. part. Indholdet er hverken sponsoreret eller betalt. De holdninger, der måtte fremgå, repræsenterer ikke redaktionen.