Jette Bæk
22. juni 1960 - 3. marts 2022
Indsendt af: Helle Brink
Mindeord til Jette Bæk 1960 - 2022 Jette er her ikke mere – himlen har fået den fineste engel. Det var med stor tristhed, at vi modtog meddelelsen om, at Jette efter lang tids kamp mod ubønhørlig sygdom var sovet stille ind torsdag aften den 3. marts, 2022. Vilde, vidunderlige Jette ankom som lærer til Skave Skole med chokerende røde sko og dreadlocks en augustdag i 2003. Vores egen københavner, der i virkeligheden var ærkejysk i hjertet! Hun har utallige gange lige siden udvidet horisonten for store og små på Skave Skole med historier og erfaringer fra fjerne steder. Jette var en kær kollega og en dygtig lærer, og bidrog i alle årene med humør, farver, faglighed, ærlighed og kærlighed, og satte værdifulde og varige spor i os alle. Når Jette var i huset, var ingen i tvivl om hendes tilstedeværelse – hun fyldte rummene med liv, larm og latter! Jette var omsorgsfuld og rummende med en stor plads i hjertet til alle sine skolebørn og kolleger på Skave Skole. Jette efterlader sig sønnen Benjamin og døtrene Victoria og Nathalie, svigersønner og børnebørn. Vores varmeste tanker og medfølelse går til jer! Æret være Jettes minde! På vegne af personalet ved Skave Skole og Børnehus, Helle Brink, skoleleder
Denne artikel er et læserbidrag. Eventuelle holdninger og synspunkter tilhører forfatteren.
Se seneste dødsannoncer i Holstebro