Tirsdag aften skulle NSK Håndbolds Serie 1-Damer åbne sæsonen på hjemmebane mod Vorgod-Barde motion og fritid.
Og her kunne damerne fra Holstebro næsten ikke ønske sig en bedre start.
Kampen endte i en sejr på hele 34-21, hvilket holdansvarlige for NSK, Camilla Stokholm, er utrolig stolt af.
"Jeg er meget positiv og jeg synes, det var en rigtig god start på sæsonen, når man tænker på, at det var første gang, vi fik mulighed for at spille sammen. Det var en god mulighed for at blive spillet sammen som hold, få øvet lidt systemer og prøvet nogle ting af - både i angreb og forsvar"
Der er flere gode ting, der kan fremhæves fra sejren, understreger Camilla.
"Vores kontrafase og 2. bølgen fungerede især godt i dag. Vi havde god fart i benene og fik på den måde en masse nemme mål"
Ovenpå sådan en sejr fastholder Camilla, at det ikke skyldes én enkelt spiller, men en stærk holdpræstation.
"Jeg vil ikke fremhæve én bestemt spiller, men jeg vil rose hele holdet for at holde kadencen og fighte alle 60 minutter, uanset hvilken position man blev tildelt på banen"
Resultat: 34-21 (18-10) NSK Håndbold, Krunderup 2 Serie 1-Damer - Vorgod-Barde motion og fritid