Sag om grov vold med døden til følge begynder ved retten

dato

Retssagen mod en 33-årig mand, der er tiltalt for grov vold med døden til følge i Thy i 2023 begynder ved retten.

På torsdag den 20. marts begynder en nævningesag om grov vold med døden til følge ved retten i Holstebro.

En 33-årig mand er tiltalt for den 13. september 2023 at udøve fysisk vold herunder med flere spark mod hovedet mod en 56-årig mand, der senere afgik ved døden af sine skader.

"Det er en alvorlig sag om særdeles grov vold, der efter anklagemyndighedens opfattelse kostede den 56-årige mand livet", siger specialanklager ved anklagemyndigheden ved Midt- og Vestjyllands Politi, Pia Koudahl.

Ifølge tiltalen begyndte overfaldet på den 56-årige mand på en adresse i Bedsted i Thy, imens han lå og sov på en sofa.

Den 56-årige fik efter overfaldet akut livreddende behandling. På trods af en længerevarende sundhedsfaglig indsats, afgik han ved døden den 21. november 2023. Den 56-årige døde ifølge de lægelige oplysninger som følge af svær hjerneskade forårsaget af volden mod hovedet, der resulterede i blødninger i hjernen og gav flere underliggende brud på ansigtet.

Den 33-årige mand er desuden tiltalt for at filme overfaldet med en telefon og dele billeder videre via et socialt medie.

Der er afsat fire dage til retssagen ved retten i Holstebro.

 

 

Data er automatisk hentet fra eksterne kilder, herunder Midt- og Vestjyllands Politi.
Kilde: Midt- og Vestjyllands Politi

Seneste på facebook