Fjaltring Friskoles storegruppe var en fredag eftermiddag på besøg hos Kulturhuset NotFarAway. Besøget var arrangeret som en del af elevernes SKAB-DIG undervisning og var til gavn for begge parter.
Storegruppen fik nemlig til opgave at brainstorme og bidrage med selv de vildeste idéer til, hvordan NotFarAway kan tiltrække flere unge gæster. Efter en hurtig rundvisning og en præsentation af stedets værdier, historie og baggrund, fik eleverne frie tøjler til at udvikle tanker og nye påfund.
Alt kom på bordet, og alle input blev noteret. Alt fra eventaften med brætspil, bordtennis, bandaften/familiejam, heksedag, drømme om kendisbesøg og skrivekurser.
Tanker om Lemvigs lokale ungdomsgård blev bygget videre på, og i den forbindelse håber NotFarAway og Fjaltring Friskoles storegruppe at kunne arbejde sammen med andre unge fra lokalområdet. Kulturhuset og skolens storegruppe ser frem til at samarbejde om nye og spændende projekter.

Indlægget er forfattet af Bella Perto – Fjaltring Friskole.