25.000 gæster forventes til årets største begivenhed i Holstebro

dato

Holstebro Streetfood Festival har etableret sig som en fyrtårnsbegivenhed, der både taler til de lokale og trækker gæster fra hele Jylland. I år skrues der ekstra op for programmet i anledning af byens 750-års jubilæum, og arrangørerne forventer mere end 25.000 gæster til et kulinarisk brag af dimensioner den 13.-16. juni på Slagteriet.

Nye eksotiske madkoncepter, store musiknavne som Back to Back, Zididada, Rasmus Nøhr og James Sampson og en søndag, der er særlig dedikeret til børnefamilier, er blot nogle af de nye tiltag til årets streetfood-festival i Holstebro.

At festivalen er godt forankret blandt lokale aktører, bekræftes bl.a. af, at Holstebro Ungdomsskole for 3. år i træk er med til afviklingen og at Holstebro Musikskole igen er at finde på scenen. Samtidig er der også lagt op til, at endnu flere lokale madiværksættere kan byde ind med smagen af Holstebro i festivalens nye tipitelte, der stilles op på pladsen.

Festivalen arrangeres af Holstebro Events, Slagteriet og Mad & Kultur. Den lokale iværksætterprofil, Kristian Andersen, der i regi af Holstebro Events har været med til at starte festivalen, er i dag også partner i Mad & Kultur. Han kommer med en særlig opfordring til lokale aktører:

“Der er blevet lagt mange kræfter i årets festival, og vi er glade for den opbakning, som de lokale i Holstebro allerede har vist, men vi har faktisk plads til endnu flere både på mad- og kultursiden."

At holstebrogenserne har taget festivalen til sig, er tydeligt. Men det er også en begivenhed, der betyder gæster fra andre landsdele. Det glæder ikke mindst Pia Palmelund, direktør for Slagteriet. Hun siger:

“Sidste år oplevede vi, at der kørte busser til byen med deltagere fra andre dele af landet. Det er en gevinst for hele området, da flere af de besøgende bookede overnatning og blev i området mere end en dag. Der er stor opbakning og interesse for begivenheden fra lokalbefolkningen, og det giver os dermed en god anledning til at højne kendskabet til Slagteriet.”

Festivalen har et omfattende kulturelt program med alt fra drag-banko til stand up med Thomas Hartmann. Streetfoodområdet er en oase af oliventræer, tipier, funklende lys og øer med siddepladser, hvor gæsterne inviteres på en gastronomisk verdensomrejse – fra frisklavede falafler, fish’n’chips fra Fiksebistroen til spyd lavet på åben grill.

Der er gratis entré til Holstebro Streetfood Festival. Åbningstiderne er torsdag 16.00-21.00, fredag og lørdag 11.00-21.00 og søndag 11.00-19.00. Koncerter torsdag, fredag og lørdag 21.00-23.30, hvor baren også holder længe åbent. For børnene er der også gøglere, cirkuslegeplads og ansigtsmaling.

Kilde: Mad & Kultur
Denne artikel er udarbejdet af 3. part. Indholdet er hverken sponsoreret eller betalt. De holdninger, der måtte fremgå, repræsenterer ikke redaktionen.

Seneste på facebook