8. klasse i Holstebro er Danmarks stærkeste

Foto: Privat. Eleverne fra Danmarks stærkeste 8. klasse på Specialkompetence Holstebro afd. Ellebæk. Fra venstre: Simon Jacobsen, Jonas Gade, Jonas Maabjerg, Noa Højen, Marcus Søjborg og lærer Frans Bach (Enkelte elever var ikke til stede).
Profilbillede
dato

8. klassen på Specialkompetence Holstebro afd. Ellebæk fik i dag overrakt medaljer for deres sejr i konkurrencen om at blive Danmarks stærkeste klasse.

Den 7. marts kunne drengene fra 8. klassen på Specialkompetence Holstebro afd. Ellebæk stolt tage en særlig medalje over hovedet. De har nemlig deltaget i Dansk Styrkeløft Forbund og Dansk Vægtløftnings-Forbunds konkurrence om at blive Danmarks stærkeste klasse. I alt deltog 200 elever fordelt på 12 klasser, hvor det altså var drengene fra Ellebæk i Holstebro, som trak det længste strå.

"Denne konkurrence passer rigtigt godt til eleverne, fordi det er konkrete og præcise øvelser, der skal gentages. Samtidig kan sådan en konkurrence være med til at styrke oplevelsen af både fællesskab og succes," fortæller teamleder for afd. Ellebæk Rasmus Overgaard Andersen.

Konkurrencen foregik i idrætstimerne, hvor eleverne blandt andet skulle lave øvelser såsom stående længdespring og armhævninger i bom.

At netop 8. klassen fra Specialkompetence Holstebro vinder er noget helt særligt, da eleverne har specialpædagogiske behov. Og de har dermed brug for at blive understøttet både på det faglige, personlige og sociale felt, det fortæller deres lærer Frans Bach:

"Drengene kan have svært ved at holde fokus og skifte mellem forskellige aktiviteter. Det kræver derfor forberedelse, og de skal vide helt konkret, hvad de møder, så de har en fornemmelse af, hvad der sker. Det er ikke nemt, når de konkurrerer på lige vilkår med de andre. Det er virkelig godt gået."

Godt for både fællesskabet og kroppen

Det er ikke kun medaljerne, drengene kan tage med sig hjem. Konkurrencen har også været godt for fællesskabet og for kroppen. Aktiviteten har blandt andet været god for drengene, der får sig rørt, men som også kan bruge det imod myldret, der foregår i hovedet.

Frans Bach hørte om konkurrencen gennem Holstebro Styrkesport, og han er da glad for, at han tog initiativ til at få klassen med i konkurrencen. Her har han oplevet, hvordan det har givet eleverne en udpræget holdfølelse.

"De har hjulpet hinanden gennem øvelserne, og har stået og heppet på hinanden hele vejen. Det har været et fælles projekt, som de kan bruge til at minde hinanden om, hvordan de kan yde deres bedste, når de hjælper hinanden," fortæller Frans Bach.

Kilde: Holstebro Kommune
Denne artikel er udarbejdet af 3. part. Indholdet er hverken sponsoreret eller betalt. De holdninger, der måtte fremgå, repræsenterer ikke redaktionen.

Seneste på facebook