Balletskolen Holstebro bliver første nye nabo i bæredygtig bydel på Sygehusgrunden

Foto: Holstebro Kommune.
dato

Balletskolen Holstebro flytter til Sygehusgrunden – første salg og nyt liv til kommende bæredygtig bydel i Holstebro Kommune

Balletskolen Holstebro har købt sig ind på Sygehusgrunden og forlader dermed lokalerne på Den Røde Plads. Med denne flytning bliver første salg på Sygehusgrunden en realitet og transformationen af området bringes tættere på målet om at skabe en ny og bæredygtig bydel med et levende bymiljø.

Sygehusgrundens masterplan sigter mod 500 boliger, 500 arbejdspladser og 250 uddannelsespladser. Når Balletskolen Holstebro til sommer flytter ind, vil omkring 170 børnehavebørn og skoleelever samt godt 30 ansatte have deres daglige gang på Sygehusgrunden og bidrage til liv og aktivitet i området. Skolen køber bygning 6, som har en central beliggenhed, og lejer sig ind på en etage i bygning 18 ud mod Enghavevej, hvor dansesalene vil blive placeret. Dette giver synlighed og gode muligheder for aktivitetsudfoldelse.

Flytningen sker med betydelige donationer fra Færchfonden og Aksel Nørgaards Fond, hvilket muliggør en samlet projektsum på 25 mio. kr. Balletskolens lokaler vil tage del i områdets banebrydende transformation og skabe aktivitet på grunden alle hverdagene – flere gange om ugen med aktiviteter frem til kl. 20.00.

Balletskolens flytning bidrager til områdets udvikling med fokus på dans, kunst og kreativitet – aspekter, der er med til at styrke Holstebros position inden for scenekunst både nationalt og internationalt. Skolen ser frem til at fortsætte de næste 30 år i gode rammer, bakket op af partnere, fonde og en engageret bestyrelse og forældregruppe.

Balletskolens nye placering tæt på banegården gør den lettilgængelig for elever fra hele regionen, og nærheden til Lystanlægget giver ekstra muligheder for udfoldelse. Skolen lægger vægt på at styrke udviklingen af børn og unge gennem kreativitet, bevægelse og kunst i hverdagens læring, og glæder sig til at byde flere børn fra Holstebro og resten af Midt- og Nordvestjylland velkommen i de nye lokaler.

https://www.holstebro.dk/nyheder/nyhed/balletskolen-holstebro-koeber-sig-ind-paa-sygehusgrunden-og-flytter-til-sommer?PID=18398&M=NewsV2&Action=1&NId=76328&NewsCategory=Nyheder&newscategorys=Nyheder,Kultur,Byudvikling,Byggeri

Kilde: Holstebro Kommune