Borgermøde om miljøvurdering af kommende kystbeskyttelse

Foto: Holstebro kommune. Den planlagte kystbeskyttelsesindsats omfatter blandt andet sandfodring på stranden og kystnært på revler.
dato

Kystbeskyttelsen af Vestkysten er planlagt frem til 2025, men allerede nu er det på tide at sætte gang i miljøvurdering af den kommende indsats fra 2025 til 2039. Kystdirektoratet inviterer derfor til borgermøde den 9. marts i Thorsminde.

Den fælles aftale mellem Kystdirektoratet og de fire vestkystkommuner Ringkøbing-Skjern, Holstebro, Lemvig og Thisted om beskyttelse af Vestkysten udløber ved udgangen af 2024. Tilladelsen til at udføre den kystbeskyttelsesindsats, der nu er i gang, blev truffet på baggrund af den miljøkonsekvensrapport, der blev udarbejdet for perioden fra 2020 til 2024.

For at arbejdet med kystbeskyttelsen kan videreføres efter 2024, skal der først være foretaget en vurdering af, hvordan den kommende kystbeskyttelse påvirker miljøet. En såkaldt miljøkonsekvensvurdering.

Alle borgere kan bidrage
- Målet med miljøkonsekvensvurderingen er at få belyst påvirkninger fra kystbeskyttelsen, og hvis der er væsentlige, negative påvirkninger, vil vi tilpasse projektet, så vi mindsker eller helt undgår dem.

- Det er vigtigt, at vi kommer hele vejen rundt, når vi skal afgrænse, hvilke hensyn, der skal med i vurderingen, og derfor vil vi gerne have offentlighedens hjælp, siger Lars Erik Olsen, der er projektleder i Kystdirektoratets drifts- og anlægsafdeling.

Kystdirektoratet inviterer derfor alle interesserede til borgermøde torsdag den 9. marts kl. 19-21 på Mindbo Centret, Skolegade 25 i Thorsminde. På mødet vil Kystdirektoratet fortælle om det påtænkte projekt og dets målsætning. Desuden vil der være orientering om kystdynamik, sikkerhed samt baggrund og proces for miljøvurderingen. Tilmelding er en god idé men ikke et krav.

Tilmelding til mødet kan ske på Kystdirektoratets hjemmeside: https://kyst.dk/nyheder/2023/februar/vi-inviterer-til-borgermoede/ 

I løbet af foråret vil der desuden blive inviteret til et møde for foreninger og interesseorganisationer.

Oplæg til debat 
Som led i miljøvurderingsprocessen har Kystdirektoratet udgivet et debatoplæg. Her lægges der blandt andet op til debat om, hvilke konkrete hensyn til befolkning, landskab og natur, som bør indgå i planlægning og udførelse af kystbeskyttelsen.

Debatoplægget kan findes på Kystdirektoratets hjemmeside: https://kyst.dk/projekter/kystbeskyttelse-2025-2039/lodbjerg-nymindegab/miljoekonsekvensvurdering-for-kystbeskyttelsen-lodbjerg-nymindegab/ 

Hvad er en miljøkonsekvensrapport?

  • Projekter, der kan forventes at få væsentlige indvirkninger på miljøet, er omfattet af reglerne i miljøvurderingsloven, jævnfør Miljøministeriets lovbekendtgørelse nr.4 af 3.januar 2023 om miljøvurdering af planer og programmer og af konkrete projekter (VVM).
  • Projekterne må ikke påbegyndes, før de er miljøvurderet, og bygherren har fået en tilladelse til at gennemføre projektet.
  • Bygherren skal som led i miljøvurderingsprocessen fremlægge en miljøkonsekvensrapport for projektet. Formålet med miljøkonsekvens¬rapporten er at give det bedst mulige grundlag for den offentlige debat og danne beslutningsgrundlag for myndighedens afgørelse om, hvorvidt der skal gives tilladelse til projektets gennemførelse.
https://www.holstebro.dk/nyheder/nyhed/borgermoede-om-miljoevurdering-af-kommende-kystbeskyttelse?PID=18398&M=NewsV2&Action=1&NId=74929&NewsCategory=Nyheder&newscategorys=Nyheder,Natur,Milj%C3%B8
Denne artikel er udarbejdet af 3. part. Indholdet er hverken sponsoreret eller betalt. De holdninger, der måtte fremgå, repræsenterer ikke redaktionen.

Seneste på facebook