Chef for Efterretningssektionen ved Staben II Jydske Dragonregiment

Profilbillede
dato

BEMÆRK: Ansøgningsfristen er overskredet

Kan du også bedst lide at angribe i tyngdeaksen? Har du viljen og evnerne til skabe værdi for bataljonens kompagnier i dagligdagen? Og har du modet til at udfordre operationsofficerernes planer? Hvis du kan sige ja til alle tre, så er du helt sikkert en kandidat som Chef for Efterretningssektionen ved II Panserinfanteribataljon ved Jydske Dragonregiment (II JDR).

Stillingen kan besættes som midlertidig tjeneste.

Om os

Bataljonen består af en stab, et stabskompagni og to infanterikompagnier.
Staben, består af en administrationssektion (S1); bestående af én administrationsbefalingsmand samt to kontorhjælpere/kører, efterretningssektion (S2), en operationssektion (S3) og slutteligt en logistiksektion (S4). I hovedsagen har staben én overordnet funktion: At skabe rammerne og vilkårene for, at underafdelingerne kan løse deres opgaver. Det gælder i den daglige drift – men i særdeleshed også, når bataljonen er operativ indsat.

Om stillingen

Chefen for Efterretningssektionen (ACOS S2) ved II JDR har i udgangspunktet to funktioner: En driftsfunktion i hverdagen og en operativ funktion i øvelses- og krigssammenhæng.

I den daglige driftsfunktion bidrager alle i staben til at understøtte underafdelingerne og den samlede opbygning af bataljonen. Det betyder, at dine opgaver i dagligdagen vil være meget varierende. Nogle konkrete opgaver i den daglige drift kan være at planlægge øvelser for bataljonen, udfærdige scenarier til fx føringsuddannelse, kompetenceudvikle bataljonens efterretningsbefalingsmand og ansvarshavende for operationssikkerhed, men i vis omfang også ad hoc opgaver, som du både får lov til at planlægge og udføre.

I krigsfunktionen er du som chef for Efterretningssektionen en afgørende del af operations- og planlægningscenteret, og vil sammen med den øvrige besætning få en stor indflydelse på bataljonens føring og planudgivelse. Din opgave indeholder også behovet for at levere rettidige og relevante efterretninger om kamppladsen og du bidrager til vurderinger af modstanderens handlingsmuligheder, som bataljonschefen og kompagnierne kan anvende til planlægning og gennemførelse af operationerne.

Samlet set kræver stilingen en stor grad af selvstændighed. Der vil være mulighed for faglig fordybelse og udvikling, hvilket er nødvendigt, da du vil blive bataljonens specialist på visse dele af efterretningsområdet; fx operationssikkerhed og fjendens handlemønstre. I kombinationen af de daglige opgaver og opgaverne på Operations- og planlægningscentret bliver du udfordret og udviklet. Stillingen vil uden styrke din helhedsorientering, analytiske evner og din faglighed inden for operationer; rød såvel som blå.

Om dig

Du er kaptajn med de kompetencer, du bringer med ind i jobbet. Det er ønskeligt at du:
- Har erfaring fra underafdelingsniveauet. Det behøver ikke at være et infanterikompagni, men det et vigtigt, at du forstår de mekanismer, der er mellem bataljonen og underafdelingerne. Både i dagligdagen og i krig.
- Har viljen og evnerne til at skabe værdi for underafdelingerne.
- Har modet til at udfordre operationsofficerernes manøvreplaner. Det kræver lyst til operationer.
- Har gode analytiske evner, tør tænke nyt og en god taktisk faglighed, som du kan bringe i spil.
- Gerne vil være specialist, svær at undvære og dyr at erstatte. Det kræver tid i samme funktion.

Selvfølgelig er det en fordel, hvis du har erfaring i efterretningssporet. Men det er nemmere at lære efterretningssproget og processerne end at give dig analytiske evner, gåpåmod, evnen til at tænke nyt og grundlæggende taktisk forståelse for underafdelingen.

Ansættelsesvilkår

Stillingen besættes efter protokollat til overenskomst for akademikere i staten om officerer under Forsvarsministeriet.
Stillingen er indplaceret i løngruppe 4, som omfatter kaptajnløjtnanter/kaptajner. Er du allerede ansat i Forsvarsministeriets Koncern, vil du fortsat være ansat i henhold til gældende aftaler mellem Forsvarsministeriets Personalestyrelse og Hovedorganisationen af Officerer i Danmark om løn og ansættelsesvilkår for tjenestemandsansatte eller overenskomstansatte officerer i Forsvaret.

Som ansat i Forsvarsministeriets koncern er du omfattet af nogle særlige vilkår. Du skal bl.a. kunne sikkerhedsgodkendes til hemmeligt og opretholde sikkerhedsgodkendelsen under hele ansættelsesforløbet.

Du har som ansat pligt til at forrette tjeneste uden for landets grænser, herunder ved enheder i internationale operationer med henblik på deltagelse i konfliktforebyggende, fredsbevarende, fredsskabende, humanitære og andre lignende operationer.

Ansættelsen er betinget af, at du kan bestå Forsvarets fysiske basiskrav og ved helbreds- og tandlægevurderinger erklæres for fuldt egnet til udsendelse i internationale operationer.

Såfremt du er udpeget til INTOPS, skal du gøre opmærksom på dette i din ansøgning.

Fast tjenestested i Holstebro

Stillingen kan besættes som midlertidig tjeneste.

KONTAKT OG ANSØGNING
Hvis du vil vide mere om stillingen er du velkommen til at kontakte stabschef Christian Dalum, på telefon 72 82 34 01 eller via mail: JDR-2B-STCH@mil.dk.

Har du spørgsmål til løn og ansættelsesvilkår, kan du kontakte HR konsulent Anja Yde Sørensen på mail FPS-AYS@mil.dk eller telefon 72 81 90 72.

Ansøgningsfristen er 25. juni 2023. Ansættelsessamtaler gennemføres i uge 26.
Stillingen søges besat den 1. august 2023.

Vi vil bede dig om at søge stillingen via linket. Hvis det ikke er muligt for dig at scanne og vedhæfte relevante dokumenter, må du gerne tage dem med til en eventuel samtale.

I Forsvarsministeriets organisation tror vi på, at mangfoldighed styrker opgaveløsningen. Derfor opfordrer vi alle interesserede uanset baggrund til at søge stillingen.

OM JYDSKE DRAGONREGIMENT
Jydske Dragonregiment er landets eneste kamptropregiment med både kampvogne og infanteri.
Vi er Hærens panserregiment og vores soldater og enheder hører til blandt de bedste med moderne materiel, gode uddannelser, en stolt dragonånd og et stærkt sammenhold.

Dragoner er anerkendt og respekteret for høj professionel standard.

Regimentet uddanner værnepligtige, kampvognsmandskaber samt mekaniseret og pansret infanteri.

Jydske Dragonregiment holder til på Dragonkasernen i Holstebro, hvor der dagligt arbejder omkring 1.000 soldater og ansatte. Kasernen er også tjenestested for 1. Brigades stab, en vedligeholdelsesdeling fra Forsvarets Vedligeholdelsestjeneste, en Svær Transportdeling fra Trænregimentet og en række støttende servicefunktioner.

Ved regimentet er der tre bataljoner: en panserbataljon med kampvogne, en panserinfanteribataljon med pansrede mandskabsvogne og infanterikampkøretøjer samt en uddannelsesbataljon med værnepligtige og reaktionsstyrkesoldater under uddannelse.

Regimentet har siden 1948 udsendt mange soldater og enheder til verdens internationale brændpunkter og har desuden løst en lang række nationale opgaver.

Siden 1953 har regimentet haft garnison i Holstebro.

Ved Jydske Dragonregiment ærer vi vores historie, de mennesker, der var med til at skabe den, og dem, der hver dag er med til at gøre Jydske Dragonregiment til Danmarks bedste kamptropregiment.

Regimentets valgsprog er ”Fortes Fortuna Juvat”, som frit oversat betyder ”Lykken står den kække bi”.

Læs mere om regimentet på www.forsvaret.dk/jdr

INFORMATIONER OM STILLINGEN:

- Arbejdspladsen ligger i:

Holstebro Kommune

-Virksomheden tilbyder:

Fastansættelse: fuldtid

-Arbejdsgiver:

Holstebro Kaserne, Dragonkasernen 1, 7500 Holstebro

-Ansøgning:

Ansøgningsfrist: 25-06-2023; - ansøgningsfristen er overskredet

Ved skriftlig henvendelse: https://candidate.hr-manager.net/ApplicationInit.aspx?cid=1236&ProjectId=183587&DepartmentId=18960&MediaId=4680&SkipAdvertisement=true

Se mere her: https://job.jobnet.dk/CV/FindWork/Details/5845346

Denne artikel er skrevet af Emilie Bjergegaard og data er automatisk hentet fra eksterne kilder, herunder JobNet.
Kilde: JobNet

Seneste på facebook