Cichosz inden Skjern: "Vi tror på det!"

Christoffer Cichosz og holdkammeraterne skal forsøge at stjæle point fra lokalrivalerne (Foto: Ole Mortensen)
Profilbillede
dato

Af: Nanna Gantriis // TTH Holstebro

I aften går turen til Skjern, hvor Christoffer Cichosz og holdkammeraterne skal forsøge at stjæle point fra lokalrivalerne. Selvom de grønne har teten, så tror TTH-mandskabet på, at det kan blive til en sejr mandag aften.

Skuffelsen var stor, da TTH-holdet gik fra banen efter nederlaget til Mors-Thy i torsdags. Men håndboldligaen kører ufortrødent videre og en ny, vigtig kamp venter i aften:

- Vi har evalueret Mors-kampen og den er nu lukket. Tavlen er visket ren, og vi er klar til at angribe mandagens kamp med nye øjne, fortæller anfører Christoffer Cichosz.  

’Kampene mod Skjern har sit eget liv’
Mens mange vestjyder har brugt weekenden på at klæde sig ud og slå katten af tønden, så har TTH-mandskabet brugt de seneste dage på halgulvet i Gråkjær Arena. Alt sammen for at stå bedst mulig til aftenens kamp i Skjern:

- Vi ved at kampene mod Skjern har sit eget liv. Selvfølgelig anerkender vi, at Skjern spiller godt lige nu. Men udover det, koncentrerer vi os udelukkende om vores egne kompetencer, og hvordan vi kan få disse i spil, så vi kan få kampen til at foregå på vores præmisser, siger anføreren og uddyber:

- Vi så både mod BSH og GOG, hvordan vi kan spille op med ligaens førerhold. De seneste måneder er der kommet mere bund i vores spil, og der er masser af ting, vi kan bygge videre på. Nu skal vi have omsat det til en sejr.

Han afslutter:

- Det er sådan i sport, at på et tidspunkt vender tingene. Og vi vil gøre alt for, at det sker i Skjern i aften. 

Du kan se lokalopgøret mod Skjern direkte på TV2 Sport klokken 18.30.

Næste hjemmekamp er torsdag den 10. marts klokken 19.00, hvor Nordsjælland Håndbold kommer på besøg. Her afholder vi 2-kroner-match, hvor missionen er at samle så mange tilskuere i Gråkjær Arena, så vi kan samle penge ind til klubben. Bestil dine fribilletter ved at klikke her. 

Kilde: Nanna Gantriis // TTH Holstebro
Denne artikel er udarbejdet af 3. part. Indholdet er hverken sponsoreret eller betalt. De holdninger, der måtte fremgå, repræsenterer ikke redaktionen.

Seneste på facebook