Blå bog
Dennis Thiesen er 39 år gammel og stiller op for Socialdemokratiet.
Han flyttede til Holstebro i 2005 og har siden 2008 boet i Idom-Råsted sammen med hans kone og deres tre børn.
"Jeg er vild med jagt og natur og dyrker begge dele, så meget tiden tillader. Jagten og naturen har givet mig mange store oplevelser, og jeg kan ikke forestille mig mit liv uden disse. Jagten er både individuel men også meget social, derfor er stunderne med jagtkammeraterne også noget, jeg prioriterer højt.
Som så mange andre så forsøger jeg at få løbet et par ture i ugen, det gør noget godt for hovedet. Sidst men ikke mindst, så bruger jeg selvfølgelig også al den tid jeg kan med Christina og vores 3 børn," sådan lyder det, når kandidaten fortæller om sit fritidsliv ved siden af politikken.
Hvad betyder Holstebro Kommune for dig?
"Vores kommune byder på det meste, hvilket vi kan være stolte over. Rent geografisk favner vi bredt, men det gør vi også på mange andre områder - derfor oplever vi vækst og tilflytning.
Holstebro kommune vil formentlig blive ved med at opleve tilflytning, derfor mener jeg også, at vi bør se på, hvordan vi kan fordele tilflytningen til hele kommunen.
Helt konkret skal dette foregå via udbud af utraditionelle og forskellige byggegrunde i både land og by i og omkring alle landsbyerne.
Vores tilflyttere skal i langt højere grad gøres opmærksom på, hvad landsbyerne indeholder."
Hvorfor stiller du op til kommunalvalg 2021?
"Min kommunalpolitiske interesse og indsigt er opstået i takt med mit frivillige arbejde i Idom-Råsted Borgerforening. Her har jeg indtil for nyligt fungeret som formand siden 2013, og jeg har lært rigtig meget om både mennesker, udvikling, politik og vores kommune generelt.
Jeg har blandt andet lært, at lokalsamfund og landsbyer kun kan eksistere, hvis de aktivt vælger det.
Jeg opstiller, fordi jeg mener, at vi som kommune kan gøre meget mere for at fremme udviklingen i landsbyerne."
Hvad er dine politiske mærkesager?
"Motorvejen har løftet vores kommune, men den har også skabt distance og øget afstand til den vestlige del af Holstebro Kommune, fordi der naturligt nok er meget fokus på at udvikle områderne tæt på motorvejen. Det er nødvendigvis ikke dårligt, men det betyder, at kommunen i fremtiden skal have et ekstra øje mod vest. Og her vil jeg meget gerne ind i billedet.
Jeg mener, at landsbyer og lokalsamfund i Hostebro kommune skal leve fremfor at overleve og den bæredygtige landsbyudvikling er den, der kommer nedefra men støttes oppefra og på lige fod med midtbyen og det øvrige Holstebro.
Holstebro kommunes landsbyer og lokalsamfund er med til at gøre kommunen mangfoldig og spændende, og de rummer både ressourcer, potentialer og masser af lokale ildsjæle.
De skal alle have arbejdsro og opbakning, når det kræves. Der må derfor aldrig sås tvivl om betydningen og vigtigheden af, at vi som kommune bevarer landsbyskoler og institutioner.
’’Vi skal styrke Holstebro kommunes DNA igennem ambitiøse udviklingstiltag i landsbyerne’’
Uretfærdighed gør mig vred og ked af det og med min arbejdsbaggrund og interesse for menneskers trivsel og muligheder, så er det oplagt, at mit forhåbentlige kommende fokus som byrådsmedlem også skal handle om, hvordan vi tilgodeser og understøtter, at kommunens udsatte unge tilbydes den rigtige hjælp og den rigtige uddannelse.
''Unge i udsatte positioner og pårørende skal opleve tryghed og tillid, i mødet og samarbejdet med kommunen''."
Hvad er det første, du vil gå i gang med, hvis du bliver valgt?
"Stikke en finger i jorden og lære, hvordan byrådsarbejdet fungerer."