Flere børn skal med i fællesskaberne på skolerne

Foto: Holstebro Kommune.
dato

Holstebro Kommune har lanceret ti nye indsatser for at styrke fællesskaberne i skolerne, med det formål at flere børn trives og udvikler sig i almene tilbud. Fokus er på uddannelse af personale og bedre støtte til udsatte elever.

Børne- og Familieudvalget har med initiativet "Bredere Børnefællesskaber" til hensigt at styrke fællesskaberne blandt eleverne i kommunens folkeskoler. Forskning viser, at børn trives og lærer bedre, når de deltager i mange forskellige fællesskaber tidligt i livet. Manglende muligheder for at blive en del af et fællesskab kan gøre det sværere for børn at tage en uddannelse og få et job senere i livet.

Politikerne i Børne- og Familieudvalget har derfor godkendt ti konkrete indsatser, der skal styrke de almene børnefællesskaber i skolerne. Målet er, at flere børn og unge lykkes i de almene tilbud og dermed undgår behovet for specialtilbud. Initiativet er en del af byrådets budgetforlig 2024-2027, hvor partierne blev enige om at understøtte det almene folkeskoletilbud.

Formand for Børne- og Familieudvalget, Klaus Flæng, udtaler: "Vi har en klar målsætning om at styrke fællesskaberne i vores skoler. Med disse målrettede indsatser arbejder vi henimod, at så mange elever som muligt føler sig inkluderet og værdsat. Vores ambition er ikke kun at reducere antallet af elever i specialundervisning, men også at skabe et skolemiljø, hvor alle børn føler, at de hører til."

Et centralt indsatsområde er uddannelse af interne ressourcepersoner som læsevejledere, støttelærere og trivselslærere. Disse ressourcepersoner vil fra det kommende skoleår blive bedre rustet til at vejlede og støtte lærere og pædagoger i arbejdet med at inkludere flere børn i de almene fællesskaber.

Skole- og rådgivningschef Peter Fogde Mikkelsen tilføjer: "De interne ressourcepersoner spiller en vigtig rolle i vores arbejde. Ved at styrke deres kompetencer kan vi sikre, at de er godt rustet til at støtte lærere og pædagoger i deres daglige arbejde med at skabe de bedst mulige rammer for vores børn og unge."

Andelen af elever i Holstebro Kommune, der modtager specialundervisning, er steget de seneste år. I dag modtager 6,9% af eleverne specialundervisning. Målsætningen er at reducere andelen til 6,5% i 2026 og til 6% i 2027.


https://www.holstebro.dk/nyheder/nyhed/flere-boern-skal-med-i-faellesskaberne-paa-skolerne?PID=18398&M=NewsV2&Action=1&NId=75753&NewsCategory=Nyheder&newscategorys=Nyheder,Børn,Unge
Kilde: Holstebro Kommune

Seneste på facebook