Holstebro Løveapotek på St. Torv, Holstebro Koala Apotek i Nørreport Centret samt Vinderup Apotek er netop trådt ind i Solsikkeprogrammet og samarbejder med Videnscenter om Handicap om at udbrede Solsikken og kendskabet til usynlige handicap i Danmark.
”Vi har sammen med mange andre apoteker i Danmark valgt at tage ansvar for at sikre inklusion og tilgængelighed for personer med usynlige handicap både på apoteket og i samfundet”, fortæller apoteker Birgitte Nørskov Pedersen.
”På apoteket udleverer vi Solsikkesnoren uden spørgsmål til dig, der har et usynligt handicap og som ønsker at gøre det usynlige synligt i de situationer hvor du kan have brug for ekstra tid, tålmodighed eller hjælp.
"At vi er med i Solsikkeprogrammet betyder samtidigt, at apotekspersonalet ved hvad et usynligt handicap er, hvad Solsikken betyder og at du bærer Solsikken fordi du netop kan have behov for ekstra tid, tålmodighed eller hjælp.”
Usynligt handicap er mange ting
Usynlige handicap kan blandt andet være hjerneskade, parkinson, demens, kroniske smerter, hørenedsættelse, ADHD, angst, Tourettes-syndrom, autisme, epilepsi, talehandicap, synsnedsættelse, PTSD, ordblindhed med videre. For personer med et usynligt handicap kan hvad der er almindelige hverdagsaktiviteter for andre være sværere, direkte stressende eller angstprovokerende.
Her kan et smut i supermarkedet, en tur i Legoland med børnene eller badminton med vennerne give angst omkring andres reaktioner på hvad der kan opleves som ”anderledes adfærd”. Det får desværre mange til at isolere sig for at undgå det sociale pres, der følger med at blive ”set skævt til”.
”Det skønnes at 1 ud af 5 har et handicap, hvoraf hele 80% har et usynligt handicap. Derfor er det vigtigt at få skabt både opmærksomhed omkring de usynlige handicap, men lige så vigtigt at vi har de rette hjælpemidler”, kommer det fra Birgitte Nørskov Pedersen, der fortsætter:
”Der er som sådan ingen særlige fordele ved at bære Solsikkesnoren andet end at man gør det usynlige synligt og tydeligt signalerer til andre, at man kan have behov for lidt ekstra omsorg og forståelse. Lige netop denne forståelse har bare vist sig at være så vigtigt i en presset situation, hvor det hele ellers kunne have eskaleret ganske hurtigt til gene og ubehag for alle parter.”
Historien bag Solsikkesnoren
Solsikkeprogrammet og Solsikkesnoren blev skabt i 2016, da Gatwick Lufthavn i London ønskede at give passagerer med usynlige handicap en bedre og mere tryg rejseoplevelse. Spørgsmålet var hvordan det usynlige kunne gøres synligt. I samarbejde med forskellige handicap organisationer skabte man Solsikkesnoren - en gul solsikke på en grøn baggrund. Et diskret men synligt symbol.
Solsikken er i dag en del af hverdagen i mere end 140 internationale lufthavne og har nu også spredt sig rundt i Danmarks forlystelsesparker, festivaler, museer, hospitaler og i den offentlige trafik. Nu går de danske apoteker også ind i kampen.
Apoteker Birgitte Nørskov Pedersen (Foto: Holstebro Løve Apotek)