Har du en cykelrytter gemt i maven? Kør med i Škoda BørneTour Holstebro!

Foto: Holstebro kommune.
dato

Lørdag den 15. april kommer Škoda BørneTour tilbage til Holstebro og alle børn og unge i alderen 3-15 år inviteres til at være med!

Škoda BørneTour er tilbage i 2023 og besøger mere end 20 danske byer til cykelsjov for børn.

Škoda BørneTour er et begyndercykelløb for børn og unge, hvor alle kan være med, uanset fart, type af cykel og ambitionsniveau. Distancerne er overkommelige, der er medaljer til alle og målet er at give børn og unge en fed cykeloplevelse og starte drømmene om Champs-Élysées og den gule trøje.

Se info og tilmeld dig til Škoda BørneTour Holstebro på https://www.sportstiming.dk/event/12251

Škoda BørneTour arrangeres af Holstebro Cykle Club, Danmarks Cykle Union, Škoda Danmark og de danske Škodaforhandlere, Frog Bikes og Holstebro Kommune. Škoda BørneTour køres i år i mere end 20 byer over hele landet – den samlede kalender findes på www.børnetour.dk

B&U ansvarlig i klubben, Allan Havskov Lauridsen, ser frem til at skyde Škoda BørneTour i gang i Holstebro:

- Vi glæder os meget til at vise vores dejlige sport frem for byens børn og unge, og vi håber at rigtig mange igen i år har lyst til at komme ned til rådhuset og stifte bekendtskab med et ”rigtigt cykelløb” i begyndervenlige og sikre rammer.

- Cykelsport er både sjovt og meget socialt og vi tror på at alle kan få en rigtig god og unik oplevelse med Škoda BørneTour - og uanset hvordan det går, så kommer man med sikkerhed hjem med en guldmedalje og en god cykeloplevelse, fortæller Allan Havskov Lauridsen.

Alle deltagere i Škoda BørneTour modtager nemlig diplom, en goodiebag og en medalje når løbet er gennemført, samt en invitation fra Holstebro Cykle Club til at deltage i et kort introforløb.

- Vi vil rigtig gerne vise vores cykelklub til byens børn og unge, så de kan se hvordan man går til cykling i en forening. Ud over at træne fysiske elementer gør vi også meget ud af sikkerhed, teknik og ikke mindst det sociale og at have det sjovt. Vi håber selvfølgelig at Škoda BørneTour-deltagerne bliver lidt nysgerrige og vil tage imod vores invitation, fortæller Allan Havskov Lauridsen begejstret.

Udover introforløbet, starter Holstebro Cykle Club i år endnu et projekt op - Holstebro Cycling Academy, som er et tilbud for børn i 6-8 års alderen. Holstebro Cycling Academy handler om at have det sjovt på cyklen i trygge rammer, helt uden andre trafikanter.

Škoda BørneTour fungerer som et led i DCUs arbejde med at tiltrække flere børn og unge til cykelsporten, og Škoda BørneTour afvikles altid i samarbejde med en lokal B&U-cykelklub, som efterfølgende inviterer deltagere til introforløb i klubben.

- Dansk cykelsport står et virkelig godt sted for tiden med topresultater i verdens største løb. Det skyldes, at vi i Danmark har et stærkt foreningsliv og nogle gode forbilleder blandt de danske topryttere.

- Škoda BørneTour er til for at give børn og unge en følelse af, hvordan det er at gå til cykling, så man også i fritiden kan lege Magnus Cort, som man kan lege Messi på en fodboldbane, siger Martin Elleberg Petersen, direktør i Danmarks Cykle Union

Škoda BørneTour er et arrangement der skal give flere børn blod på tanden for at starte til cykling, og det er ifølge Thomas Bruun Nielsen, administrerende direktør i Škoda Danmark, et vigtigt budskab.

- Vi har været en del af cykelsporten og Tour de France i mange år, så jeg glæder mig virkelig meget til at komme ud og møde en masse cykelglade børn og unge. Sidste års sommer var en sand folkefest med Tour-start i Danmark og Vingegaard som samlet vinder, og drømme starter som bekendt i det små, så det er virkelig spændende at være med til begge dele, fortæller Thomas Bruun Nielsen.

Samme vision deles af Frog Bikes, hvor det at få flere børn op på cyklerne og lette adgangen for at flere børn melder sig ind i en cykelklub er vigtige temaer.

Også hos Holstebro Kommune er man glad for at Škoda BørneTour kommer til Holstebro.

- Vi glæder os til at sende cykleglade børn afsted på ruten i Holstebro. Cykling er en fantastisk god aktivitet, både som sport og som daglig bevægelse og familieaktivitet. Det er en idræt, som giver god mening i Holstebro Kommune, hvor vi har masser af cykelstier og mindre befærdede landeveje.

- Det er også en sport, der styrker børnenes færdigheder og sikkerhed på den tohjulede, og vi har netop valgt at støtte "Holstebro Cycling Academy" - et nyt tilbud for de 6-8 årige hos den lokale cykelklub, siger formand for Kultur- og Fritidsudvalget, Lene Dybdal. 

Læs mere på www.børnetour.dk hvis du, eller nogen du kender, skal være med i Škoda BørneTour!


https://www.holstebro.dk/nyheder/nyhed/har-du-en-cykelrytter-gemt-i-maven-koer-med-i-skoda-boernetour-holstebro?PID=18398&M=NewsV2&Action=1&NId=74958&NewsCategory=Nyheder&newscategorys=Nyheder,B%C3%B8rn,Unge,Sport,Bev%C3%A6gelse
Denne artikel er udarbejdet af 3. part. Indholdet er hverken sponsoreret eller betalt. De holdninger, der måtte fremgå, repræsenterer ikke redaktionen.

Seneste på facebook