BEMÆRK: Ansøgningsfristen er overskredet
Den interesserede psykolog har nu mulighed for at søge denne fuldtidsstilling til besættelse d. 15. november 2023 og gøre sig erfaring med det kliniske arbejde med udredning og behandling af veteraner med udsendelsesrelaterede psykiske problemstillinger og deres pårørende - under særdeles gode psykologfaglige forhold.
I denne stilling har du mulighed for at gøre en aktiv forskel for soldater, veteraner og deres pårørende med behov i det midtjyske område, samtidig med at du indgår i vores forskning og udvikling på området med sigte mod den højest mulige behandlingseffekt.
Om os
Organisation og beskrivelse af afdelingen
Forsvarets Veterancenter har overblikket på veteranområdet og varetager en vifte af forebyggende, behandlende, støttende og opfølgende indsatser med aktiviteter før, under og efter udsendelse.
Veterancentrets Militærpsykologiske Afdeling (MPA) rummer 2 sektioner: Klinikken og Internationale Operationer (INTOPS). Der er ca. 50 kollegaer, der er fordelt i Aalborg, Holstebro/Karup, Fredericia, Slagelse/Ringsted og København/Høvelte.
Du bliver tilknyttet Veterancentret på kasernen i Holstebro. Her bliver du en del af et tværfagligt stærkt og kompetent fællesskab, der arbejder engageret og målrettet for at skabe bedre vilkår for vores soldater, veteraner og deres pårørende. Vi vægter værdien af vores tværfaglige samarbejde højt og ofte foregår behandlingen i samarbejde med Veterancentrets socialrådgivere, beskæftigelsesrådgivere, opsøgende rådgivere og familierådgivere, der også har til huse i Holstebro og Karup.
Du bliver også en del af et psykologfagligt fællesskab i Militærpsykologisk Afdeling, i Klinikken og lokalt i Holstebro/Karup. Der er desuden tilknyttet fysioterapeut. Du får nogle fagligt dygtige kollegaer med meget relevant viden og erfaring på området. Teamet er karakteriseret ved at værdsætte faglige drøftelser og realisere et lærende miljø, hvor vi supplerer hinanden og gør hinanden dygtigere, kerer os om hinanden og har let til grin i hverdagen. Du referer til Klinikleder Ole Nielsen, som selv er erfaren psykolog, og som du har løbende kontakt med.
I Klinikken arbejder vi evidens- og forskningsbaseret, hvor vi løbende udvikler, afprøver og evaluerer nye metoder inden for kognitiv adfærdsterapi. Vi arbejder både med manualiseret tilgang til behandling (f.eks. traditionel Kognitiv AdfærdsTerapi, Compassion Focused Therapy, Prolonged Exposure og Cognitive Processing Therapy), men vi arbejder også med individuelt tilrettelagte forløb og tilpasser løbende behandlingsplanen til klientens problemstilling i både varighed, form og indhold. Aktuelt arbejder vi bla. med et nyt udredningsinterview til kompleks PTSD (ITI) og vores nyudviklede, individualiserede og modulopbyggede behandling af kompleks PTSD (MPC). Udover individuel psykoterapeutisk behandling tilbyder vi også parterapi og gruppebehandling: Mindfulness og Kropsterapi ved fysioterapeut. Du får adgang til den nyeste viden og forskning på veteran-, det psykoterapeutiske, det psykotraumatologiske og det krisepsykologiske område. Det er viden og forskning, som du som psykolog hos os også selv bidrager til.
Klinikken varetager endvidere psykologfaglig rådgivning og forvisitation i dagstid, samt den nationale krisevagt, hvor psykologerne håndterer kriseopkald på telefon og kan indsættes nationalt med kort varsel til løsning af krisepsykologiske opgaver i Forsvaret.
Om stillingen
Dine arbejdsopgaver vil fortrinsvis være:
• Visitation af veteraner, soldater og pårørende
• Psykoterapeutisk behandling, individuelt og i gruppe
• Rådgivning og forvisitation i dagvagtstelefon
• Tværfagligt samarbejde om klienter med andre fagpersoner i Veterancentret
• Samarbejde med eksterne aktører
• National krisevagt
Attraktioner og udfordringer i jobbet
Vi lægger vægt på høj faglighed i opgavens udførelse, og at beslutninger bliver truffet på fagligt grundlag. Du får derfor mulighed for at bringe din faglighed i spil samtidig med, at du udvikler og styrker dine kompetencer inden for det psykoterapeutiske, psykotraumatologiske og krisepsykologiske område. Vi understøtter en kultur, hvor vi spiller hinanden gode, og hvor der er høj grad af tillid og omsorg for hinanden. Vi har et godt og uformelt arbejdsmiljø med fleksibilitet i hverdagen, og hvor arbejdsglæden er i top.
Klinikken er karakteriseret ved, at vi bruger hinanden til faglig og kollegial sparring, og vi går ikke på kompromis med supervision. Efteruddannelse er en stor del af din kompetenceudvikling, og vi lægger sammen en plan for, at du udvikler relevante kompetencer.
Du må påregne en vis rejseaktivitet, da vi tilbyder undervisning på andre af landets kaserner, og har fælles faglige seminarer, hvilket anslås til typisk 1-2 dage hver anden måned.
Om dig
Du er uddannet Cand. Psych. Måske er du autoriseret, har klinisk erfaring og har lyst til at prøve at arbejde i dette kliniske felt. Måske er du mindre erfaren, men motiveret for at udvikle dine kompetencer på området. I begge tilfælde sørger vi i fællesskab for, at du bliver klædt på til opgaverne, og at din opgaveløsning bliver fagligt understøttet.
Du har interesse for klinisk arbejde, herunder udredning og behandling samt telefonisk rådgivning. Du har erfaring eller viden inden for den kognitive adfærdsterapeutiske ramme, og ønsker at arbejde evidensbaseret.
Du er motiveret for at beskæftige dig med veteraner, der har været udsat for traumatiske hændelser eller belastende omstændigheder - og deres pårørende.
Vi forventer, at du kan agere fleksibelt og selvstændigt, men også at du aktivt søger den sparring, der er til rådighed for dig, når der er behov for det.
Du er glad for klinisk fordybelse og behandlingsarbejde, men trives også i et udviklingsorienteret miljø, hvor du løbende vil blive både fagligt og personligt udfordret.
Ansættelsesvilkår
Du ansættes efter den gældende overenskomst mellem Skatteministeriet og Akademikere i staten. Lønnen er anciennitetsbestemt, omfatter et centralt forhandlet tillæg, autorisationstillæg ved evt. autorisation, samt mulighed for at forhandle et personligt kvalifikationstillæg. Til stillingen hører en arbejdsgiverfinansieret pensionsordning på 17,1 %.
Som ansat i Forsvaret er du omfattet af nogle særlige vilkår. Du skal bl.a. kunne sikkerhedsgodkendes og opretholde sikkerhedsgodkendelsen under hele ansættelsesforholdet og du har som ansat pligt til at forrette tjeneste uden for landets grænser, herunder ved enheder i internationale operationer med henblik på deltagelse i konfliktforebyggende, fredsbevarende, fredsskabende, humanitære og andre lignende operationer.
Kontakt og ansøgning
Hvis du vil vide mere om stillingen, er du velkommen til at kontakte Klinikleder Ole Nielsen på 7216 3230. Har du spørgsmål til løn- eller ansættelsesvilkår, kan du ringe til HR-konsulent Birgit Jepsen på 7281 9183.
Ansøgningsfristen er mandag, den 11. september. Ansættelsessamtalerne forventes at blive gennemført på kasernen i Holstebro torsdag, den 14. september.
Der et tale om et barselsvikariat på fuld tid til besættelse pr. 15. november 2023 eller efter nærmere aftale.
Vi beder dig om at søge stillingen via nedenstående link og vedhæfte ansøgning, CV samt uddannelsesbevis og evt. autorisationsbevis. Vær opmærksom på, at bilag kun kan tilføjes som pdf-filer.
I Forsvarsministeriets organisation tror vi på, at mangfoldighed optimerer opgaveløsningen. Derfor opfordrer vi alle interesserede uanset baggrund til at søge stillingen.
OM VETERANCENTRET
Veterancentret er forankret i Forsvarsministeriets Personalestyrelse og står for en systematisk indsatsrettet mod alle veteraner og pårørende før, under og efter udsendelse. Ud over de forebyggende indsatser har alle veteraner og pårørende adgang til tværfaglig støtte fra socialrådgivere, beskæftigelsesrådgivere, opsøgende rådgivere og psykologer, hvis behovet er relateret til udsendelse.
Vi samarbejder med myndigheder, virksomheder og frivillige foreninger, der er i kontakt med vores veteraner. Opgaverne omfatter bl.a. forskning og formidling af viden om veteraner og deres forhold, socialområdet, rehabiliteringsområdet, det militærpsykologiske område, klinisk behandling og koordination af veteranområdets initiativer.
Du kan læse mere om Veterancentrets arbejde på vores hjemmeside http://veteran.forsvaret.dk
INFORMATIONER OM STILLINGEN:
- Arbejdspladsen ligger i:
Holstebro Kommune
-Virksomheden tilbyder:
-Arbejdsgiver:
Holstebro Kaserne, Dragonkasernen 1, 7500 Holstebro
-Ansøgning:
Ansøgningsfrist: 11-09-2023; - ansøgningsfristen er overskredet
Ved skriftlig henvendelse: https://candidate.hr-manager.net/ApplicationInit.aspx?cid=1236&ProjectId=185132&DepartmentId=18959&MediaId=338&SkipAdvertisement=true
Se mere her: https://job.jobnet.dk/CV/FindWork/Details/5893597