Idrætscenter Vest lagde græs til lørdagens skæbnesvangre playoff-kamp, da Serie 3-mandskabet fra Holstebro B mødte Ørnhøj/Abildå B1986, i hvad der skulle blive et sandt drama om muligheden for at rykke op.
Der blev ikke fundet en vinder i den ordinære spilletid, hvor Holstebros Daniel Virkesdal havde scoret til 1-0, hvorefter Jakob Madsen bragte balance i regnskabet i 2. halvleg.
Derfor skulle holdene ud i yderligere to gange 15 minutter, hvor de igen formåede at banke et mål hver i kassen. Da fløjten lød efter 120 minutters spil, stod der 2-2, og dermed skulle vinderen findes i straffesparkskonkurrence.
Ørnhøj/Abildå brændte deres fjerde spark, og forløsningen fik lov at brage igennem da Christian Ganderup Nielsen scorede det afgørende mål. Ordene, fra manager Lasse Graagaard, taler for sig selv:
“Amen det her er det sygeste jeg, og langt de fleste af spillerne, har prøvet i vores liv med fodbold! Man var jo hele følelsesregisteret i gennem i løbet af de her 120+ minutter og i straffesparkskonkurrencen. Sejren i dag var en holdindsats, og det er umuligt at fremhæve nogen over fællesskabet.”
“At stå her som sejrsherre er jo en kæmpe lettelse - men jeg må ærligt også tilstå, at jeg føler med Ørnhøj. De havde også stor ære af kampen, og at tabe på den måde her er grimt, hvilket jeg også sagde til flere af dem lige efter kampen.”
Holstebro-herrerne går derfor videre til næste playoff-kamp, men der er nogle ting fra lørdagens kamp der skal forbedres, understreger Graagaard:
“Altså vi skaber jo et hav af chancer, så skarpheden kunne da være dejlig at få forbedret, inden den næste gyser i Spjald. Der bliver der næppe råd til at brænde det samme antal af 100%-chancer som i dag!”
Holstebro-spilleren, Daniel Poort, giver også sin reaktion på kampen:
“Det her var det vildeste. Jeg var så maks presset til sidst, og jeg kunne bare mærke hvor meget jeg spillede med følelserne ude på tøjet, til sidst i den forlængede spilletid, fordi man var så bange for at lave den afgørende fejl, hvilket man jo nemt kunne komme til på den bane, med så trætte og ømme ben.”
“Men følelserne og adrenalinen bar simpelthen en igennem det her, og det er for vildt at stå og tænke på her bagefter!”
Næste kamp for Holstebro Boldklub er på lørdag, den 12. november, hvor de møder Spjald IF på udebane. Kampen starter kl. 13:00 på Spjald Stadion.
Kampens resultat:
2-2 (7-5 efter straffe)
Række: Playoff-kampe Serie 2 - Serie 3
22' 1-0 Daniel Virkesdal | ||
51' 1-1 Jakob Madsen | ||
97' 1-2 Jakob Madsen | ||
104' 2-2 Mike Roland | ||
Straffesparkskonkurrence: (HB) Justice Rwango: 1-0 (ØA) Peder Sandal: 1-1 (HB) Mikkel Stagsted: 2-1 (ØA) Jakob Madsen: 2-2 (HB) Mike Roland: 3-2 (ØA) Jonathan Frydendal: 3-3 (HB) Israel Mayele: 4-3 (ØA) Kristian Friis: 4-3 (HB) Christian Ganderup: 5-3 |