Holstebro Sportsakademi modtager millionstøtte og søger leder til nyt talentcenter for unge atleter

Foto: Holstebro Kommune.
dato

Holstebro Sportsakademi tager næste skridt mod at blive et nyt samlingspunkt for unge talenter med støtte fra lokale fonde og kommune.

Holstebro Sportsakademi har opnået samlet finansiering på cirka 3 millioner kroner fra Færchfonden, BIRN Fonden, Aksel Nørgaards Fond samt Holstebro Kommune, hvilket gør det muligt at igangsætte en treårig proof of concept-fase. Færchfonden bidrager med 1 million kroner, BIRN Fonden med 500.000 kroner, Aksel Nørgaards Fond med 500.000 kroner, og Holstebro Kommune støtter med 900.000 kroner.

I denne fase skal der ansættes en leder, etableres samarbejde med interessenter som klubber, uddannelsesinstitutioner, fonde og Holstebro Kommune, for at udvikle akademiets model. Målet er, at akademiet om tre år kan rumme op til 60 elever, der dyrker et bredt udvalg af sportsgrene, eksempelvis håndbold, fodbold, roning, karate, svømning og cykling.

Lederstillingen for Holstebro Sportsakademi er nu slået op, og bestyrelsen ser frem til at finde den rette kandidat, som kan lede projektets næste fase. Akademiet kommer til at udfylde det sidste led for unge sportsudøvere i byen: et attraktivt bosted og fællesskab. Dette skal bidrage til at tiltrække talenter fra hele landet og styrke både klubber og uddannelsesinstitutioner i Holstebro.

Projektet udspringer af et ønske fra lokale sportsklubber om at blive mere konkurrencedygtige og udvikle egne talenter. Akademiet skal styrke Holstebro som både uddannelses- og talentby og gøre byen endnu mere attraktiv for unge og deres familier. Mulige placeringer for akademiet undersøges, herunder sygehusgrunden, for at sikre optimale rammer tæt på byens sportsfaciliteter.

Bestyrelsen for Holstebro Sportsakademi består af repræsentanter fra både uddannelsesinstitutioner og sportsklubber, som allerede har modtaget interesseerklæringer fra flere klubber, der ønsker at støtte op om projektet.

Interesserede kan læse mere om den opslåede lederstilling på Stillingsopslag Leder til Holstebro Sportsakademi.

https://www.holstebro.dk/nyheder/nyhed/3-millioner-kroner-skal-sikre-holstebros-nye-sportsakademi?PID=18398&M=NewsV2&Action=1&NId=76376&NewsCategory=Nyheder&newscategorys=Nyheder,Elitesport

Kilde: Holstebro Kommune