Holstebro Svømmecenter klar til at blive indviet og overdraget

Billedtekst: Holstebro Svømmecenter er klar til officiel åbning (Foto: Holstebro Kommune)
Profilbillede
dato

Holstebro Kommune indvier det nyrenoverede svømmecenter. Det sker med et brag af en åbningsweekend, hvor alle er velkomne til at opleve og afprøve de nye faciliteter den 30. september og den 1.- 2. oktober.

- Vi glæder os til at byde alle nuværende og nye brugere hjerteligt velkommen til de nye og moderne faciliteter i Holstebro Svømmecenter. Vi indvier svømmecentret med en åbningsweekend, hvor alle får mulighed for at få et alsidigt indtryk af de indbydende og stilrene rammer.

- Resultatet er blevet virkelig godt, og vi glæder os til at skulle vise nye rammer frem og fejre dem sammen med alle interesserede, siger borgmester H.C. Østerby.

Renoveringen af Holstebro Svømmecenter har stået på siden august 2020, hvor det første spadestik til renoveringen blev taget. Svømmecentret har været åbent for brugerne gennem hele ombygningen, bortset fra få undtagelser.

Gratis entre og masser af aktiviteter
Intentionen med renoveringen har været at skabe et nyt samlingspunkt for børn, svømmeglade motionister, familier, dykkere og klubsvømmere. Samtidig bliver der væsentlig bedre rammer for talentudviklingen.

- Det har naturligvis været en omfattende renovering, og vi er bevidste om, at det har været udfordrende for de klubber, der skulle navigere i byggerod og faciliteter under forandring. Men i det store og hele er det gået rigtig godt, og alle har været glade for at kunne holde deres foreningsaktiviteter kørende, siger Mette Højborg, direktør for Kultur, Erhverv og Arbejdsmarked.

Det nyrenoverede svømmecenter består af bassiner, der lever op til de nyeste standarder, både til stævner og konkurrencer. Derudover er der etableret omklædnings- og toiletfaciliteter, publikumspladser og spritnye klubfaciliteter med bl.a. tilhørende fitness.

- Vi kan tilbyde flere bevægelsesmuligheder for alle brugere, og med nye bassiner og publikumsfaciliteter vil fx svømmeklubben i langt højere grad kunne afvikle konkurrencer og stævner, fortæller Mette Højborg.

Kommunen overtager driften
Når svømmecentret står færdigt, overtager Holstebro Kommune driften af svømmecentret. Kommune har haft køberet til centret af konsortiet bag det tidligere Badeland, og den mulighed har kommunen valgt at benytte. Rent formelt overgår driften formelt til Holstebro Kommune den 1. oktober.

Fakta om Holstebro Svømmecenter
Det nye svømmecenter er på i alt 4.700 m2 og har en central beliggenhed på Enghaven i Holstebro. Samtidig er det en stor gevinst, at der kommer en central fritidsaktivitet i midtbyen. Sammen med Big Bio vil det tiltrække og fastholde liv tæt på gågaden og handelslivet.

Fakta om åbningen
Fredag den 30.9: Officiel åbning kl. 15.00 og åbent svømmecenter med fri entre kl. 16.30-18.00

Lørdag den 1.10 - søndag 2.10: 8.00-17.00: Der er gratis adgang til svømmecentret hele weekenden, hvor du kan prøve forskellige vandaktiviteter. Fx, voksensvømning, kajak, militær forhindringsbane og relax/floating. Du kan også få en guidet rundvisning. Bemærk at nogle af aktiviteterne kræver tilmelding.

Se det fulde program på holstebrosvoemmecenter.dk

Kilde: Holstebro Kommune
Denne artikel er udarbejdet af 3. part. Indholdet er hverken sponsoreret eller betalt. De holdninger, der måtte fremgå, repræsenterer ikke redaktionen.

Seneste på facebook