Tag med til marken ved Bøvlingbjerg, hvor en metaldetektor afslørede et unikt guldfund i jorden ved Bøvlingbjerg. Mød arkæologer fra Holstebro Museum og detektorfører Frants Fugl Vestergaard, der fandt det 1000 år gamle smykke, som lige nu er udstillet på Holstebro Museum. Gratis for alle og kræver ikke tilmelding.
En mark ved Rysensteen Herregård i Lemvig Kommune gemmer på en hemmelighed. Hemmeligheden har været kendt siden 2008, hvor pladsen blev set på luftfotos. Siden da har området været besøgt både af arkæologer fra Holstebro Museum og frivillige metaldetektorførere.
Metaldetektorførerne har fundet talrige fund på marken og i nærområdet. Med luftfotos, geofysik, gravemaskiner og skovle har arkæologer undersøgt en lille del af marken.
Tilsammen kan undersøgelserne og fundene fortælle om et typisk levet liv, der ved første øjekast ikke synes meget anderledes end mange andre steder. Men dette ændrede sig i foråret 2021, hvor et byzantinsk hængesmykke af guld så dagens lys.
Et "bip" ændrede alt
Denne formiddag er arkæolog og museumsinspektør Astrid Toftdal Jensen og øvrige kollegaer fra Holstebro Museum jeres værter. De vil fortælle om arkæologernes tidligere undersøgelser af marken, vise typiske fund og diskutere, hvad hængesmykket kan fortælle om Bøvling.
Frants Fugl Vestergaard, som fandt guldsmykket, vil fortælle om livet som metaldetektorfører og om den forårsdag, der startede som alle andre, men hvor et ”bip” ændrede alt.
Praktiske oplysninger
Hvornår: 21. april 2024 kl. 10:00 – 11:30
Mødested: Bøvlingvej 38, 7650 Bøvlingbjerg
Parkering: Bøvling Kirke eller Bøvlingvej 38 (ved den store gylletank)
Gratis for alle og kræver ikke tilmelding.
Fakta
Fortidsmindedagen er en landsdækkende begivenhed, som arrangeres af danske museer i samarbejde med Slots- og Kulturstyrelsen.
De Kulturhistoriske Museer i Holstebro: Frilandsmuseet Hjerl Hede, Strandingsmuseum St. George i Thorsminde og Holstebro Museum er dedikerede til at bevare og formidle vores lokale historie og kulturarv. Hvert museum tilbyder en unik indgang til vores fortid og inviterer besøgende til at udforske spændende tidsperioder og begivenheder.