De otte kommuner i Kultursamarbejdet var samlet for at fejre kulturaktører, der under corona har gjort en forskel for kulturen i det midt- og vestjyske. Her løb Holstebro med en række priser.
Kunstner Sara Strandby og Holstebro Dansekompagni fik overrakt to corona-priser, grundet deres særlige indsats og initiativ under coronapandemien.
Sara Strandby fik Kultursamarbejdets CoronaInitiativPris for sit arbejde med Nye Tider i Vinden, der afviklede et kulturprojekt på Vinderup-egnen. Sara etablerede Bystuen, og fik sat fokus på vigtigheden af kultur i landdistriktsområderne.
Holstebro Dansekompagni fik Kultursamarbejdets CoronaPris, fordi de arrangerede nogle mindre udendørs forestillinger for borgere med psykisk sårbarhed eller sygdom, udsatte borgere og borgere med fysisk handicap.
En tredje pris gik faktisk også til Holstebro. En række elever fra Dansk Talentakademi i Holstebro vandt Kultursamarbejdets KulturVækstPris, sammen med Struer Kommune. De havde arrangeret og afviklede festivalprojektet OFF TRACK // Show Up, der foregik på Struer Havn.
Formand for Holstebro Kommunes kultur og fritidsudvalg, Lene Dybdal, udtrykker stor stolthed over prisvinderne.
"Prisvinderne afspejler mangfoldigheden og bredden i kunst- og kulturlivet i Holstebro Kommune. De etablerede institutioner, de unge talenter, vækstlaget og den geografiske spredning."
"Det hele er med her, og jeg tror vi har lært af corona, at kultur ikke kun er noget der sker i faste udstillingsrum og publikumssale. Kulturen lever overalt, hvor mennesker med noget på hjerte mødes, den udvikler sig i utraditionelle miljøer og finder nye veje under hårde tider," lyder det fra Lene Dybdal.