"Kvinde på kærre" er snart tilbage på sin plads i Holstebro efter et længere ophold i udlandet, hvor byens vartegn er repareret af kunsteksperter og godkendt af Fondation Giacometti i Paris. Vær med til markering af hjemkomsten den 10. maj, kl. 16.
Efter næsten to års fravær foran Det Gamle Rådhus er Alberto Giacometti's skulptur, som i folkemunde kaldes "Maren o æ woun", endelig på vej hjem til Holstebro.
Holstebro Kommune er taknemmelige for at få Maren tilbage, der er en værdifuld skikkelse på flere måder. Hun er byens kunstneriske og folkekære vartegn, men også en skrøbelig skulptur og et kunstværk i absolut verdensklasse. En status der - med hjælp fra professionelle fagfolk, Kunstgiesserei St. Gallen i Schweiz og Giacometti Fondens efterfølgende godkendelse - er intakt igen.
Skulpturen blev beskadiget om morgenen den 10. juli 2021 ved den daglige opstigning fra sit underjordiske nattelogi. Marens uheld i elevatoren har været en forsikringssag fra dag ét, og har derfor været i hænderne på et forsikringsselskab, som med stor ekspertise og nødvendig diskretion har håndteret og koordineret skulpturens transport, ophold, skadesvurdering, reparation, godkendelse og fornyet sikring.
Markering af Marens hjemkomst
Siden 1966 har Kvinde på Kærre været et symbol på Holstebro Kommunens satsning på kunst og kultur. Rigtig mange har savnet Maren i bybilledet. Både til de traditionsrige kunstvandringer, fortælleture og som turistattraktion.
Den 10. maj, kl. 16.00 markerer Holstebro Kommune og andre aktører hjemkomsten af byens ikoniske førstedame med en stemningsfuld 'gen-afsløring' foran Det Gamle Rådhus.
Selvom pladsen er trang, er alle velkomne.
Om Kvinde på kærre
Alberto Giacometti betragtes som en af det 20. århundredes mest indflydelsesrige og betydningsfulde kunstnere. Under 2. Verdenskrig opholdt han sig i Schweiz og modellerede her Kvinde på kærre i 1942-43.
Det er den første store skulptur, som kunstneren skabte efter sit brud med surrealismen. Udover at være betragtet som et hovedværk i Giacometti's produktion repræsenterer skulpturen også overgangen til efterkrigstidens højsmalle og mere velkendte figurstil.
Skulpturens grove modellering udvisker detaljer og konturer. Selv tæt på opleves skulpturen som var den langt væk med dens trancelignende og silhuetagtige fremtoning. Tilstedeværende, fraværende og lidt gådefuld på én og samme tid.
Distancen er ikke kun fysisk - den er også udtryk for en menneskelig og psykisk afstand. På den måde udtrykker Kvinde på kærre den isolation, Giacometti opfattede som det moderne storbymenneskes grundvilkår.
Bronzeskulpturen blev først opstillet på Kirkepladsen og blev i 1978 genplaceret på pladsen foran Det Gamle Rådhus.
https://www.holstebro.dk/nyheder/nyhed/maren-vender-hjem-om-to-uger?PID=18398&M=NewsV2&Action=1&NId=74979&NewsCategory=Nyheder&newscategorys=Nyheder,Kultur,Turisme