Mejrup Kultur- og Fritidscenter ser tilbage på et begivenhedsrigt 2025 og ser frem mod nye projekter i 2026

dato

Så er der nyt fra Mejrup Kultur- og Fritidscenter
Årets sidste dag er over os, og 2026 venter lige om hjørnet. Jeg har tradition for at lave et nytårsskriv om årets gang i centret, og traditionen foreskriver også, at jeg ikke kan fatte mig i korthed. Men lad os nu se!

Vi har nok en gang haft et år med fuld skrue på. Året var kun få dage gamle da hele Mejrup og resten af Vestjylland stod på den anden ende, da vi fik besøg af Youtube-parret Jas og Mika. Det ville være synd at sige, at jeg forstår, hvorfor de kan skabe så megen palaver og opmærksomhed om sig – men det er i bund og grund også fuldstændig ligegyldigt, for det er i dette tilfælde børnene, det handler om, og de er tossede med de to kendisser.

Således havde vi udsolgt på showet med 800 gæster i løbet af ganske kort tid, og derfor satsede vi stort, og lavede endnu et show dagen efter; og minsandten om vi ikke også her fik udsolgt på ingen tid. Vi havde gæster ikke bare fra hele Holstebro og omegn, men fra Kerteminde, Sønderborg og Nordsjælland.

Tusind tak til vores fantastiske sponsorer, som gav et ekstra bidrag til at få Jas og Mika hertil – de var ikke billige, men vi gav sammen ungerne en kæmpe fest! Og en kæmpe tak skal lyde til vores sponsorer for dagligt at bidrage til udviklingen af vores center.

I maj fik vi besøg af landstræner Nikolaj Jacobsen til et fremragende foredrag – igen et arrangement, hvor de røde lamper blinkede på få timer.

Og sådan kunne jeg blive ved med at opremse arrangementer i årets løb. Vi prøver ihærdigt på at omfavne ”kulturen” i vores navn, således vi ikke ”bare” er en sportshal, selvom det selvfølgelig altid vil og skal være grundstenen i vores eksistens. Jeg har hele tiden sagt, at der er Musikteatret, og så er der alle andre, når det kommer til shows og arrangementer på en scene her i Holstebro. Men af alle de andre, der vil VI være bedst. Og det synes jeg vores 2025 beviser, at vi er.

I 2026 har vi selvfølgelig allerede flere ting på tapetet – bl.a. stand-up shows med Peter Werner, Conrad Molden og Kosmonautene, ligesom vi har Irsk festaften, roséløb og meget mere på programmet.

Jeg fortæller ofte om vores fremragende køkken med Hanne i spidsen, og hvor godt et aspekt for centret det er. Vi kommer til at slå alle rekorder i år, og har allerede masser af private arrangementer i kalenderen til 2026, hvor køkkenet skal i fuld sving.

I 2025 fik vi dog en anden tilgang til teamet, som ikke har meget med køkkenet at gøre – andet end han er en god kunde på vores Ja-tak tilbud. Gert startede hos os før sommerferien, og det har vist sig at være et rigtigt scoop for vores center. Vi skal hele tiden forny vores sted her; haller, omklædningsfaciliteter og alt det andet, så vi fremstår indbydende og tidssvarende, og så vores foreninger kan være stolte af deres hjemmebane. Det er vi lykkedes meget godt med i de seneste år, men for at sætte endnu mere fut under dét evige projekt, som det er, hyrede jeg Gert ind. Han er god til selv at se en masse muligheder – og også få alle mine mere eller mindre skæve ideer ind på et farbart spor. Ansættelsen af Gert har været vanvittigt godt for centret – og ikke mindst vores friluftsbad i sommers.

I år kom vi også endelig i gang med opførslen af et nyt fitnesscenter. Det har været på dagsordenen i samtlige af mine bestyrelsesmøder de sidste snart seks år, og det bliver simpelthen SÅ godt. Jeg tør ærligt talt ikke tælle de timer, både jeg og min bestyrelse har brugt på det her projekt. En anden aktør der virkelig knokler for, at det nye center skal blive en succes, er MGU Fitness. De er ukuelige og lægger et KÆMPE stykke arbejde i processen – og værd at bemærke er jo altså, at de er frivillige hver og én. En stor opfordring herfra til at melde jer ind hos MGU Fitness og på den måde støtte op om deres arbejde – og hvorfor ikke gøre det allerede nu, det ville være et stærkt signal!

I kulisserne har vi også en arbejdsgruppe, der arbejder på en ungdomsklub i nogle af de nuværende fitnesslokaler - det får I helt sikkert snart lov at høre mere om.

Men der var altså også ting, som jeg ikke synes, helt gik som det skulle. Det største eksempel her er vores gratis foredrag omkring misbrug af snus, som vi desværre ser dagligt her i centret. Det er et kæmpe samfundsproblem, bestemt også her i Mejrup, men alligevel dukkede der kun godt 40 gæster op til foredraget. Det var mildest talt desillusionerende, og jeg forstår det stadig ikke helt. Jeg havde naivt troet, at vi ville samle et par hundrede gæster, for her var muligheden for at blive oplyst selv – og nok mest af alt få sine børn oplyst – om hvor farligt snus, pufbars og alt det andet skidt kan være. Som sagt ser vi her på stedet beviser for brugen af det hver dag, og det var dét, der fik mig til at arrangere foredraget – og det går langt ned i klassetrinene desværre. Derfor synes jeg, vi som center har et samfundsansvar for at råbe op. Så en opfordring herfra er at tale med jeres børn om det – og ikke tro, at det kun er naboens børn, der kan komme i kontakt med skidtet. For det kommer de desværre alle på et eller andet tidspunkt.

Året bød dog på mange andre skønne højdepunkter. Bl.a. blev en sjov ide med gemte påskeæg i hele Mejrup til en kæmpe jagt for hele byen – det vil jeg aldrig glemme, det var fantastisk sjovt. Og for få måneder siden kunne vi lade os hylde som vindere af Årets Innovationspris til Erhvervskulturpriserne 2025.

Nå, men hvis det her skriv ikke skal blive ALT for langt igen, er det tid til at runde af. På falderebet vil jeg sige alle vores frivillige i Mejrup, MGU, Borgerforening og alle øvrige instanser en KÆMPE tak for jeres indsats. Til jer med jeres daglige gang i centret – tak for måden, hvorpå I møder mig og mine medarbejdere. I gør ikke alene hverdagen heroppe sjov og travl – I gør den også mulig!

Rigtigt godt nytår til jer alle!

De bedste hilsner
Kenneth

Mejrup Kultur- og Fritidscenter er kommerciel partner med VORES Holstebro og oplysningerne er hentet fra deres Facebookside. Støt lokalt og giv en tommel op på deres side.

Se mere om Mejrup Kultur- og Fritidscenters på deres hjemmeside.

åbningstider

https://www.mejrup.dk/tjek-ledighed/