Narkokunder sigtet og tilbudt misbrugsbehandling

Profilbillede
dato

Politiet sigter 100 personer for køb af euforiserende stoffer efter fund af en salgstelefon. De sigtede får sammen med sigtelsen også et tilbud om misbrugsbehandling.

Midt- og Vestjyllands Politi har i en større indsats tirsdag den 30. januar 2024 opsøgt 58 personer, som alle er blevet sigtet for køb af euforiserende stoffer. Politiet sigter i alt 100 personer i sagen, som alle vil få tilbud om misbrugsbehandling.

Efter ransagning på en adresse i Thisted den 7. november 2023, blev to 22-årige mænd sigtet for salg af euforiserende stoffer. Under ransagningen fandt politiet ud over forskellige ulovlige stoffer også salgstelefoner.

De to mænd blev varetægtsfængslet efter et grundlovsforhør for lukkede døre ved retten i Holstebro. Begge mænd er stadigvæk varetægtsfængslet, og sagen er fortsat under efterforskning hos lokalpolitiet i Thisted.

Det er den efterforskning, der nu blandt andet har afdækket, et netværk af kunder, som politiet mener, har købt ulovlige stoffer.

"Vi mener at kunne dokumentere tæt på 400 forhold med køb og salg af narkotika. Der er både tale om kokain, hash og en række andre ulovlige stoffer", siger politikommissær Niels Thing Kristensen, der er leder af Efterforskning hos lokalpolitiet i Thisted.

Handlerne med euforiserende stoffer er sket over en periode på omkring seks måneder.

Misbrugsbehandling

I alt 100 navne stod på listen, da politiet tirsdag besøgte og sigtede formodede kunder. De personer, som politiet ikke traf tirsdag, bliver opsøgt og sigtet på anden vis. Det er primært personer bosiddende i Thisted, men der er også sigtede i byens opland og enkelte på Mors.

"Det er en gruppe af mennesker, hvor nogle af dem er tidligere straffet for lignende forhold, mens andre er ukendte af politiet. Hovedparten bliver sigtet for et enkelt forhold om køb af euforiserende stoffer, men der er også tilfælde med 20 forhold", siger Niels Thing Kristensen.

Når de sigtede skal møde ind på politigården i Thisted i forbindelse med behandlingen af deres sag, vil de få et tilbud om misbrugsrådgivning.

"Det er vigtigt for os, at hjælpe de sigtede videre. Både ud af et eventuelt misbrug og af den kriminelle løbebane som det er, når man køber og forbruger euforiserende stoffer. Derfor har vi indgået et samarbejde med Thisted Rusmiddelcenter, der vil være fysisk til stede på politistationen og tilbyde de sigtede en mulighed for en helt uforpligtende og anonym samtale", siger Ane Friis, specialkonsulent i Forebyggelse, Nærhed og Tryghed ved Midt- og Vestjyllands Politi.

"Vi håber, at flere af de sigtede på grund af sagen vil være motiverede til at ændre deres misbrugsvaner, og så er vi klar til at hjælpe dem videre", siger hun.

Gode erfaringer

I to lignende sager fra 2023 har Midt- og Vestjyllands Politi målrettet en forebyggende indsats til identificerede kunder i et salgskartotek.

"Vores erfaring er, at netop muligheden for at tale med en misbrugsvejleder med det samme på politistationen betyder, at flere takker ja. Modsat hvis de selv efterfølgende skulle tage initiativ til at møde op i et rusmiddelcenter. Ligeledes er erfaringen fra lignende sager, at vi kommer i kontakt med personer, der takker ja til at få hjælp, som vi ellers med stor sandsynlighed ikke ville komme i kontakt med."

"Vi vil gerne hjælpe de sigtede videre, det er en klar motivation i både politiet og kommunen", siger Ane Friis. 


Kontakt

Ane Friis

Specialkonsulent, Forebyggelse, Nærhed og Tryghed, Midt- og Vestjyllands Politi
51186412

Denne artikel er skrevet af Martin Johannes Madsen og data er automatisk hentet fra eksterne kilder, herunder Midt- og Vestjyllands Politi.
Kilde: Midt- og Vestjyllands Politi

Seneste på facebook