Vorup FB havde taget turen til Sir - Lyngbjerg Centret, hvor NSK Håndbold gjorde det onde ved gæsterne, der blev sendt hjem med cifrene 32-20. Derfor var det også en tilfreds NSK-træner, i Stefan Iversen, vi fangede til en reaktion på kampen.
En pligtsejr mod et hold, som ikke er så dårligt, som resultat tyder på. Vi mødte et godt, fightende Vorup-hold, som kom med en masse fysik og var dygtige i returløbet. Vi spillede med høj intensitet hele kampen igennem, og det var ganske godkendt.
Stefan havde også et par ord at sætte på sit holds vindende indsats.
Vi spillede en rigtig fin forsvarskamp, hvor vi stod kompakt med fin opbakning til vores nærmeste sidemand. Fødderne blev flyttet og vi fik tacklet på Vorups skytter og duelspillere. Det var ganske fint. Angrebsspillet var i størstedelen af kampen meget flydende, og med omtanke. Vi havde forholdsvist let ved at komme igennem, når vi spillede med den fornødne tålmodighed.
NSK's præstation udmundede sig i to point, og cheftræner Iversen kan ikke være andet end tilfreds med sine spillere.
Laura Højland og Louise Nilsson spillede begge en fin kamp, hvor de rigtige åbninger blev hevet op af posen fra de to. Men generelt var det atter en helstøbt indsats fra vores spillere, som gør det godt og har gjort det godt i en lang periode.
Tirsdag den 8. marts møder NSK Håndbold modstand af Viborg HK 2. Kampen fløjtes i gang klokken 19:20 i Vibocold Arena, Viborg.
Kampens resultat:
32-20
til
NSK Håndbold, Krunderup
Række: 3. Division Damer