19 medarbejdere fra Holstebro Kommune er klar til at læse til pædagog på merituddannelsen i Holstebro fra 1. februar. Kommunen glæder sig over udsigten til flere uddannede pædagoger.
Tilløbet har været langt, men 1. februar slår meritpædagoguddannelsen for første gang dørene op i Holstebro. Så står et nyt hold studerende fra Holstebro og Lemvig kommuner klar til at springe ud i en ny hverdag på VIA University College.
Her får de mulighed for at sætte begreber og teori på mange situationer og udfordringer, som de kender i forvejen. De har nemlig det til fælles, at de alle har mindst to års praktisk erfaring med pædagogisk arbejde - og det er et af kravene for at blive optaget på den treårige uddannelse.
Praktisk erfaring har pædagogisk assistent Frederikke Andreasen. Fra legepladsen ved daginstitutionen Filosoffen i Holstebro kan hun kigge over til VIA og forestille sig, hvordan hun om en god uges tid kommer til at skifte gyngeture og højtlæsning ud med gruppearbejde og faglitteratur.
"Med uddannelsen som meritpædagog vil jeg kunne løse andre opgaver inden for fx forældresamarbejde og pædagogisk arbejde. Derfor vil jeg gerne tage uddannelsen, så jeg kan få mulighed for at bidrage endnu mere," siger hun.
For Frederikke Andreasen er det afgørende, at hun kan tage uddannelsen i Holstebro for at holde transporttiden nede - samtidig med at hun kan bevare tilknytningen til Filosoffen under uddannelsen. På andet og tredje år af uddannelsen arbejder de studerende nemlig 25 timer om ugen i institutionen.
"Jeg glæder mig til at komme i gang og forhåbentlig møde en masse ligesindede, som kommer med en høj faglighed og virkelig brænder for det," siger hun.
Stor ting for Holstebro og for Vestjylland
Hos Holstebro Kommune glæder familie- og dagtilbudschef Marianne Rasmussen Rahbek sig også over, at uddannelsen nu er kommet til Holstebro. Og så glæder hun sig over, at det første hold med 21 studerende tæller hele 19 medarbejdere fra Holstebro Kommune.
"Det er en stor ting for Holstebro og for Vestjylland, at vi på den måde kan markere os som uddannelsesområde. Samtidig er det en investering i nogle fagprofessionelle, som vi har så hårdt brug for," siger hun.
Marianne Rasmussen Rahbek fremhæver det gode samarbejde, der har været mellem Lemvig Kommune, FOA, BUPL og Holstebro Kommune i bestræbelserne på at få meritpædagoguddannelsen til Holstebro.
Samtidig lægger hun ikke skjul på, at hun meget gerne ser, at der bliver mulighed for at opkvalificere endnu flere medarbejdere fra kommunens daginstitutioner i de kommende år.
"Vi mangler uddannede pædagoger. Her kan vi uddanne nogle dygtige medarbejdere i nærområdet, og det giver os en fantastisk mulighed for at bruge fx vores natur og kultur og koble det op på det pædagogiske arbejde," siger Marianne Rasmussen Rahbek.