Nyt projekt giver vestjyske børn lettere adgang til fritidsaktiviteter med følgevenner og støtte fra foreninger

Foto: Holstebro Kommune.
dato

Nyt projekt skal hjælpe vestjyske børn og unge med lettere adgang til fritidsfællesskaber gennem følgevenner og samarbejde med lokale foreninger.

Gode fritidsfællesskaber kan gøre en stor forskel for børn og unge, men ikke alle har nemt ved at blive en del af dem. DGI Vestjyllands projekt "Børn i Bevægelse – Følgeordninger til fritidsaktiviteter" giver vestjyske børn og unge en hjælpende hånd ind i foreningslivet i en treårig projektperiode.

Vestjyske børn og unge er blandt de mest foreningsaktive i Danmark og for mange er foreningslivet en central del af hverdagen og lokalsamfundet. Alligevel er der børn og unge, som ikke har nemt ved at finde vej til fritidsaktiviteter som badminton, svømning eller spejder. Årsagerne til dette kan være sociale, økonomiske, manglende kendskab eller andet.

Projektet "Børn i Bevægelse – Følgeordninger til fritidsaktiviteter" skal give en mulighed for, at de børn og unge, der gerne vil, men har svært ved at finde det rigtige fritidsfællesskab, får støtte. De får tilknyttet en frivillig følgeven, som hjælper med at finde den rette aktivitet – hvad enten det er fodbold, teater, golf eller noget helt fjerde. Følgevennerne får hjælp fra projektlederen og har løbende kontakt gennem hele projektets varighed.

Foreningerne spiller også en nøglerolle, når barnet har valgt en aktivitet. En god og inkluderende velkomst er afgørende for, at børn og unge bliver ved med at deltage. Foreninger, der ønsker at være med, tilbydes gratis kurser, som hjælper trænere og ledere med at tage godt imod nye medlemmer og skabe et trygt idrætsmiljø.

Projektet dækker hele Vestjylland og udføres i Holstebro, Lemvig, Ringkøbing-Skjern og Struer kommuner. Det får støtte fra Styrelsen for Arbejdsmarked og Rekruttering frem til projektets afslutning i december 2028.

Læs mere om projektet og hvordan man kan blive følgeven, på DGI Vestjyllands hjemmeside.

https://www.holstebro.dk/nyheder/nyhed/nyt-projekt-skal-give-vestjyske-boern-og-unge-en-hjaelpende-haand-ind-i-foreningslivet?PID=18398&M=NewsV2&Action=1&NId=76355&NewsCategory=Nyheder&newscategorys=Nyheder,Sport,Fritid

Kilde: Holstebro Kommune