Ovation vil med støtte fra blandt andet Færch Fonden, Den Jyske Kunstfond og Region Midtjylland starte et nyt udviklingsprogram for kunstnere og kreative iværksættere med base på Slagteriet i Holstebro.
Det nye udviklingsprogram vil være skræddersyet kunstnere og kreative iværksættere, som med afsæt i deres egne kunstneriske, kulturelle eller kreative evner, vil udvikle en økonomisk bæredygtig virksomhed.
Udviklingsprogrammet vil som udgangspunkt bestå af et intensivt fire ugers kompetenceforløb á 12 online workshops, der vil blive faciliteret af en erfaren forretningsudvikler. Derudover vil deltagerne i programmet indgå i mindre grupper med ligesindede kunstnere og kreative iværksætter og af den vej få hjælp til at strukturere deres forretningside, få mulighed for at teste deres ideer af og blive mere konkrete med deres målsætninger for deres virksomhed.
Efter de fire uger vil hver deltager blive matchet med en mentor, som vil følge dem i op til 25 uger med tilbud om sparring. Ved siden af vil der blive afholdt netværksarrangementer, der vil indeholde fagligt indspark og en mulighed for at møde de andre deltagere.
Første hold starter den 20. april. Der er begrænset antal pladser, og ansøgning til holdet er påkrævet. Ansøgningsfrist 30. marts. Du kan læse mere og ansøge om en plads lige her.