Fredag den 10. februar - fra kl. 16 og aftenen ud - sætter kommunens kulturaktører spot på kulturen i den mørke vintertid med en helt ny og tætpakket oplevelsesmaraton på Holstebro Bibliotek.
Sangkraft, scenekunst og luftakrobatik. Hiphop, heftig dans, og rolig yoga til live kammermusik. Opera, oplæsning og overraskelser. Workshops med kunstnerisk blåtryk og grønt sløjdsnitteri. Flamenco, fællessang og filmperler.
'Kulturglimt i natten' bliver et overflødighedshorn med smagsvarianter for en hver alder og kulturinteresse.
Her er alt lige fra skattejagt i mystiske kroge og night dining med en af byens toprestauranter til præsentation af tankerne bag Holstebro Byjubilæum i 2024 og lyspunkter og mørke tider i byens historie.
Et kraftigt kulturkoncentrat i knæklysets skær
"Når lyset slukkes, skærpes sanserne, og i en grå vintertid har vi brug for at få lyse glimt af vores lokale kulturliv og en forsmag på det, vi kan i Holstebro Kommune."
"Biblioteket er et oplagt mødested for oplevelser og fællesskab, og der bliver fuld tryk på kedlerne, når så mange events og aktører går sammen," siger Lene Dybdal, der er formand for Kultur- og Fritidsudvalget.
Hun tilføjer, at 'Kulturglimt i natten' også er en opvarmning til Holstebros byjubilæum, som begynder om et år. Håbet er, at begivenheden herefter bliver en fast tradition.
'Kulturglimt i natten' er et helt nyt koncept og et stort ønske hos kommunens kulturledere om én gang hvert år at skabe noget sammen på tværs af kulturinstitutionerne.
Flere af 'kulturglimtene' er nye samarbejder mellem forskellige aktører, fx Holstebro Kunstmuseum og Bystuen i Vinderup eller Slagteriet og Modern Hands fra Hjerl Hede. Og som noget helt særligt byder Restaurant JA på night dining - på biblioteket.
Lige nu er de sidste aktør-aftaler ved at falde på plads, og det endelige program går snart i trykken sammen med bibliotekets sæsonprogram.
De foreløbige aktører er:
- Balletskolen Holstebro
- Bystuen i Vinderup
- Dansk Talentakademi
- Ensemble MidtVest
- Holstebro Bibliotek
- Holstebro Dansekompagni
- Holstebro Kunstmuseum
- Lokalhistorisk Arkiv Holstebro
- Holstebro Byjubilæum
- Nordisk Teaterlaboratorium
- Operaen i Midten
- Sangkraft Holstebro (Holstebro Kirke og Holstebro Musikskole)
- Cirkusskolen Cirko - Landsbylaboratoriet
- Slagteriet S/I
- Modern Hands (Frilandsmuseet Hjerl Hede)
- Kaffebar Mellem Linjerne
- Restaurant JA