Projektleder til energioptimering og byggeri hos Forsvaret i Holstebro

dato

Er du til projekt- og byggeledelse og motiveres du af at arbejde med energioptimering i en spændende, udfordrende og til tider anderledes bygningsmasse hos Forsvaret? Trives du i et samarbejdsorienteret miljø, hvor dialog og faglig sparring skaber resultaterne, og sætter du pris på en hverdag med selvstændige beslutninger, faglige udfordringer og en uformel omgangstone? Så er du måske vores kommende kollega i Vedligeholdelsesafdelingen i Etablissement- og Terrænkommandoen.

Om os
Vedligeholdelsesafdelingen håndterer al planlagt vedligehold af Forsvarets og Beredskabs-styrelsens bygninger i hele Danmark. Medarbejderne er primært placeret decentralt i 11 Kapacitetscentre fordelt fra Frederikshavn til Bornholm – hver med egen lokal ledelse. Afdelingen består af ca. 130 medarbejdere, med stab og støttefunktioner placeret i Hjørring, hvor hovedkvarteret for hele kommandoen er beliggende.

Vi tilbyder et spændende og alsidigt job, hvor du får muligheden for både faglig og personlig udvikling. Du bliver en del af et team, der samarbejder om de samlede vedligeholdelses-opgaver, men du vil samtidig opleve en arbejdsdag med stor selvstændighed og ansvar inden for dit eget projektområde.

Du vil primært arbejde fra Kapacitetscenter Holstebro, men rejser til andre af Forsvarets lokationer i landet kan forekomme ca. 10-20 gange årligt.

Om stillingen
Energioptimering som dit primære fokusområde. I denne stilling får du en central rolle i Forsvarets arbejde med at reducere energiforbrug og styrke den grønne omstilling. Du kommer til at planlægge og lede projekter, der bidrager til mere energieffektive bygninger og tekniske løsninger – både gennem analyse, vurderinger og konkrete forbedringstiltag. Opgaverne vil variere i størrelse og kompleksitet, og du bliver det koordinerende bindeled mellem interne fagpersoner, rådgivere og eksterne leverandører. Derudover bliver det en af dine kerneopgaver at udarbejde energioptimeringsplaner for det lokale Kapacitetscenter.

Dine øvrige opgaver vil blandt andet omfatte:

  • Factfinding, planlægning, udbud, udbudsbeskrivelser, myndighedsbehandling og kontrahering
  • Byggeledelse og sikkerhedskoordinering af hastende projekter
  • Håndtering af både planlagte og hastende projekter
  • Tæt samarbejde med interne og eksterne partnere
Opgaverne spænder fra mindre projekter til større, mere komplekse opgaver, hvor du får støtte fra erfarne kollegaer. Udbud, tegningsmateriale, byggeledelse og sikkerheds-koordinering løses som udgangspunkt internt, mens selve udførelsen varetages af eksterne leverandører.

Om dig
Du har en mellemlang eller lang videregående uddannelse som f.eks. bygningskonstruktør, bygningsingeniør, maskinmester, arkitekt, anlægsingeniør eller tilsvarende.

Du har praktisk erfaring med udbud og projektledelse og et solidt kendskab til Bygningsreglementet samt AB92/AB18. Vi ser gerne, at du besidder byggeteknisk viden inden for klimaskærm, varme- og køleanlæg, ventilation, elinstallationer og vedvarende energi.

Du har kendskab til CTS/EMS og til integration af tekniske anlæg i digitale styringssystemer. Du formulerer dig sikkert på dansk og har delvise formuleringsevner på engelsk. Den lovpligtige arbejdsmiljøuddannelse for koordinatorer skal gennemføres inden for det første år i stillingen. Endelig har du gyldigt kørekort kategori B.

Du bidrager positivt til samarbejdet i teamet og arbejder målrettet og løsningsorienteret i din tilgang til opgaverne. Du har fokus på brugernes behov og formår at navigere sikkert i skiftende miljøer og situationer. Samtidig er du kreativ og fleksibel i forhold til både procedurer og de udfordringer, der opstår i hverdagen.

Ansættelsesvilkår
Du ansættes i henhold til den enhver tid gældende overenskomst.

Afhængigt af dine kvalifikationer og kompetencer, er der mulighed for forhandling af tillæg. Der er til stillingen knyttet en arbejdsgiverfinansieret pensionsordning.

Arbejdsstedet er i Holstebro.

Som ansat under Forsvarsministeriets område er du omfattet af nogle særlige vilkår. Du skal bl.a. kunne sikkerhedsgodkendes og opretholde sikkerhedsgodkendelsen under hele ansættelsesforholdet.

Du har som ansat pligt til at forrette tjeneste uden for landets grænser, herunder ved enheder i internationale operationer med henblik på deltagelse i konfliktforebyggende, fredsbevarende, fredsskabende, humanitære og andre lignende operationer.

Kontakt og ansøgning
Hvis du vil høre mere om stillingen, er du velkommen til at kontakte chef for Kapacitetscenter Holstebro Max Aaen på mail etk-chkchol@mil.dk eller telefon 21 54 55 96.

Har du spørgsmål til løn- og ansættelsesvilkår er du velkommen til at kontakte Personelkommandoen, HR-konsulent Mathilde Schmidt-Lange på telefon 32 66 58 18.

Ansøgningsfristen er den 2. marts 2026 og samtaler forventes afholdt i forlængelse heraf.

Du søger stillingen via linket og vi beder dig vedhæfte ansøgning, CV og kopi af uddannelsesbevis. Vær opmærksom på at bilag skal tilføjes i PDF-format.

I Forsvarsministeriets organisation tror vi på, at mangfoldighed optimerer opgaveløsningen. Derfor opfordrer vi alle interesserede uanset baggrund til at søge stillingen.

Om Forsvarets Etablissement- og Terrænkommando
Etablissement- og Terrænkommandoen (ETK) støtter og servicerer militære og civile myndigheder under Forsvarsministeriet. Vores opgave er at levere og udvikle attraktive fysiske rammer, som er nødvendige for deres daglige virke.

Vi bygger nyt, vedligeholder, driver kantiner og gør rent på tjenestesteder i hele landet.

Vi har på vegne af Forsvarsministeriets koncern ansvaret for det grønne område, der blandt andet omfatter miljø, energi og naturpleje.

Vores hovedkontor er i Hjørring, men vi har medarbejdere i hele landet. Vi er i alt 1600 ansatte, der tæller både civilt og militært ansatte. Vi er en organisation baseret på stærke fagfællesskaber, og vi prioriterer det tværgående samarbejde højt.

• Vi har ansvaret for over 600 lokationer spredt ud over hele Danmark.

• Vi administrer over 6000 bygninger og forvalter øvelsesområder, der samlet set er på størrelse med Mors.

• Vi bygger og vedligeholder i år for knap en milliard og er blandt andet bygherre på store projekter som campus til de nye F35-kampfly.



INFORMATIONER OM STILLINGEN:

- Arbejdspladsen ligger i:

Holstebro Kommune

-Virksomheden tilbyder:

dagarbejde

-Arbejdsgiver:

Forsvarsministeriets Ejendomsstyrelse Holstebro, Dragonkasernen, 7500 Holstebro

-Ansøgning:

Ansøgningsfrist: 02-03-2026;

Se mere her: https://job.jobnet.dk/find-job/fd98e449-e5e6-4536-8efe-5266d7e5d328

Data er automatisk hentet fra eksterne kilder, herunder JobNet.
Kilde: JobNet