Aldrig før har så mange turister lagt hovedet på puden i et sommerhus, på hotel eller på en campingplads i Holstebro Kommune som i 2021.
10,8 % flere danske og udenlandske gæster valgte i 2021 at overnatte i Holstebro Kommune end i året før.
Det viser den årlige opgørelse fra Destination Nordvestkysten, som er et fælleskommunalt selskab, der skal skabe vækst i turismen i de fem vestkystkommuner Hjørring, Jammerbugt, Thisted, Lemvig og Holstebro kommuner.
Selvom Holstebro Kommune kun har 14 kilometer Vesterhavs-kyst, så er antallet af overnatninger i ferielandet på vej mod en million. I 2020 var der 747.515 overnatninger. I 2021 steg tallet med 10,8 % til 828.595. Ja, faktisk er tallet det højeste nogensinde.
"Corona-pandemiens begrænsninger og nedlukninger har de sidste to år både dæmpet og øget aktiviteterne i turismeerhvervet, hvor mange har været presset og andre har oplevet vækst. Så det er svært at sige, om rekordtallet her er udtryk for en generel tendens."
"Men det er uden tvivl glædeligt, for stigning i overnatninger giver kunder i butikken andre steder," siger Torben Gudiksen, der er formand for Erhvervs- og Turismeudvalget."
Kommer tyskerne tilbage i 2022?
I de 'normale' år inden corona stod tyske turister for størstedelen af overnatningerne i Holstebro Kommune. Men sidste år var det anderledes, hvor danskere stod for 56 % af de samlede overnatninger.
Kigger man isoleret på tyskernes foretrukne ferieform, nemlig sommerhuset, så er stillingen lige med omkring 324.442 overnattende danskere og 324.663 overnattende tyskere.
"Hvis tyskerne vender tilbage med samme styrke som i 2019, kan vi højst sandsynlig se frem til endnu mere vækst. Men det kræver at vi udnytter det momentum og potentiale, der er i hele turistdestinationen."
"Allerede nu kan vi se, at der var lidt flere tyskerne i 2021 end forrige år, og når nu corona-restriktionerne er på kraftig retur, krydser jeg fingre for en endnu mere forrygende feriesæson," siger Torben Gudiksen.