Mandagens møde mellem Holstebro Boldklub og Høvsørevej FC på Idrætscenter Vest bød på en 5-0-sejr til hjemmeholdet.
Denne sejr er utroligt vigtig for manager Lasse Graagaards tropper, der lige nu huserer på puljens førsteplads - skarpt forfulgt af Vinderup IK. Men sejren var aldrig rigtig i fare, hvis man spørger Graagaard:
“Vi leverer en kongeindsats på alle fronter. Vi spiller med defensiv disciplin, offensiv kreativitet og så er vi skarpe i vores dueller og anden bolde. En kamp, der aldrig rigtig var i fare og her skal der bare lyde kæmpe roser til drengene for en sublim indsats hele vejen rundt."
"Vi snakkede om inden kampen, at når vi er så tæt på målstregen, handler det om at være skarp i alt hvad vi foretager os, og det må man sige de gjorde i dag.”
Holstebro spillede en utroligt flot kamp, men det var særligt holdets presspil, der imponerede Lasse Graagaard. Det har holdet nemlig ikke altid været alt for gode til, siger han.
“Vores presspil vil jeg især fremhæve. Jeg synes vi lykkes rigtig godt med det vi snakkede om inden kampen. Hvordan vi gerne ville erobre bolden og hvor henne det skulle være. Dette er noget vi måske ikke har været alt for gode til, men det så rigtig godt ud i kampen."
"Derudover spillede drengene med en masse offensiv kreativitet, hvor der til tider var rigtig mange flotte angreb, som også er noget vi skal tage med videre til de sidste kampe.”
Særligt to spillere gjorde det fremragende, ifølge Lasse Graagaard. Den ene brillerede på en uvant position og den anden var den dobbelte målscorer, som gav modstanderen problemer.
“Jeg vil især fremhæve Rasmus Rod. Han spiller 90 minutter på en uvant plads, som midtstopper, og gør det aldeles fremragende. Han var god i presset og endnu bedre på bolden, og netop spillet med kuglen var hovedårsagen til at han skulle spille stopper - så vi fik mere flair på bolden."
"Derudover gjorde Daniel Virkesdal det også rigtig godt. Han scorer to mål, og er en evig trussel for modstanderes bagkæde. Derudover er han brølstærk og et mareridt for ethvert forsvar.”
Med hjemmesejren i hus kan Holstebro nu se frem til, at de i den kommende runde skal spille endnu en 'finale', når de søndag møder Struer/Humlum Fodbold på Struer Idrætspark klokken 15:00.
Kampens resultat:
5-0
til
Holstebro Boldklub
Række: Herrer Serie 3 - Efterår 2022
1' | 1-0 | Lucas Damkjær |
48' | 2-0 | Daniel Virkesdal |
58' | 3-0 | Mathias Kristensen |
72' | 4-0 | Israel Mayele |
88' | 5-0 | Daniel Virkesdal |