Mejdal Auto i Holstebro søger en teknisk stærk diagnosetekniker, der har lyst til at arbejde med elektronik, motorelektronik og komplekse fejl. Stillingen byder på ansvar, faglige udfordringer og et stærkt, uformelt arbejdsmiljø.
Er det daglige rutinearbejde og de mange standard-serviceopgaver begyndt at fylde for meget? Hos Mejdal Auto i Holstebro er der nu mulighed for at blive en del af en virksomhed, hvor ekspertise inden for elektronik og motorelektronik både bliver værdsat og udfordret.
Virksomheden, der er en del af Din Bilpartner-kæden, søger en diagnosetekniker, som kan fejlsøge, tage initiativ og løse komplekse tekniske problemer. Kandidater med en teknisk baggrund som eksempelvis automekaniker, elektriker eller lignende opfordres til at søge.
En skarp teknisk profil
"Vi ser efter en skarp teknisk profil med de rette hænder og den rigtige indstilling. Man skal være nysgerrig, problemløsende og drevet af at forstå, hvorfor ting virker, eller ikke virker", fortæller Morten Hansen, indehaver af Mejdal Auto.
Hos værkstedet får den kommende medarbejder mulighed for at fordybe sig i teknikken og arbejde med moderne testere og specialværktøj. Der bliver løbende investeret i det rette udstyr, så medarbejderne har de bedste forudsætninger for at lykkes med opgaverne.
Frihed under ansvar
Mejdal Auto tilbyder konkurrencedygtig løn, frihed under ansvar og et stærkt, uformelt arbejdsmiljø.
"Vi er et hold af passionerede bilnørder, der sætter en ære i godt håndværk og ærlig kundeservice. Hos os får man lov til at nørde og får samtidig adgang til faglighed og det rette grej", forklarer Morten Hansen.
Arbejdspladsen ligger i Mejdal på kanten af Holstebro. Interesserede kandidater kan kontakte Morten Hansen på 97 42 49 63 for en uforpligtende samtale eller sende en mail til mejdalauto@outlook.dk.
Stillingens ansøgningsfrist er den 30. september 2026. Se mere om Mejdal Auto på deres hjemmeside eller følg dem på deres Facebookside for yderligere informationer.

Mandag - Torsdag: 07:30 - 16:30
Fredag: 07:30-15:00
Lørdag & Søndag: Lukket