I budgetaftalen for 2027-2030 har forligspartierne i Holstebro Kommune valgt at indføre en skattestigning på 0,5%. Skattestigningen skal skabe økonomisk luft, så kommunen kan prioritere velfærdsområderne, skabe ro omkring kerneopgaverne og samtidig investere i vækst, udvikling og erhvervsvenlighed.
Budgetaftalen har været en vanskelig opgave, hvor byrådet har stået overfor store valg. Alle partier på nær Liberal Alliance står bag aftalen. Aftalen tilfører blandt andet i alt 62 mio. kr. ekstra til social- og sundhedsområdet i perioden fra 2027. Heraf fordeles 12 mio. kr. til ældreområdet og 50 mio. kr. til socialområdet, så kommunen kan imødekomme demografiske udfordringer og stigende behov.
Desuden bliver den årlige besparelse på social- og sundhedsområdet ændret fra 1% til 0,3%, og hele besparelsen på folkeskoleområdet fjernes.
Inden for børne- og ungeområdet bliver der i alt afsat 28 mio. kr. ekstra i budgetperioden, hvilket blandt andet skal gå til flere børne- og ungerådgivere og til indsatser efter barnets lov. Børne- og Familieudvalget får opgaven at fastsætte en elevgrænse, der skal sikre tidlig dialog og inddragelse af skole og lokalsamfund, hvis elevtallet falder.
For at forbedre rammerne for familielivet etableres 50 nye vuggestuepladser i Tvis, Idom, Nr. Felding og Naur-Sir i 2027 og 2028, finansieret med 17,4 mio. kr.
Erhvervsudviklingen styrkes med midler til mere erhvervsjord og støtte til store projekter såsom Energy Hub Holstebro samt udviklingen af sygehusgrunden. Sagsbehandlingen på teknik- og miljøområdet forbedres, så virksomheder får smidige processer og gode rammevilkår.
Forligspartierne er opmærksomme på, at udligningsreformen i 2029 kan få betydning for den fremtidige skatteprocent – og at en tilbageførsel af skattestigningen kan blive aktuelt afhængig af reformens udfald.
Budgetaftalen afspejler et samlet ønske om at prioritere vigtige velfærdsområder, skabe bedre muligheder for børnene, og fortsat fokusere på vækst og erhvervsliv i Holstebro Kommune.