Syv svømmere klar til OL: Holstebro er repræsenteret!

Syv danske svømmere klar til OL i paris 2024. (Foto: SvømDanmark)
dato

Der er nu sat navn på de syv danske svømmere, der skal med til OL. Det er en blanding af rutinerede kræfter og OL-debutanter, som skal repræsentere Danmark ved legene i Paris til sommer.

DIF, som er Danmarks Olympiske Komité, har officielt udtaget syv svømmere til den danske OL-trup frem mod Paris 2024.

De syv svømmere er:

  • Helena Rosendahl Bach, 200 meter butterfly
  • Julie Kepp Jensen, 50 m fri og 4x100 meter fri
  • Thea Blomsterberg, 200 meter brystsvømning og 4x100 meter medley (brystsvømning)
  • Signe Bro, 4x100 meter fri og 4x100 meter medley (fri)
  • Schastine Tabor, 4x100 meter medley (ryg)
  • Martine Damborg, 4x100 meter fri og 4x100 meter medley (butterfly)
  • Elisabeth Sabroe Ebbesen, 4x100 meter fri

Rekordfart med i bagagen
De danske svømmere har vist gode takter de seneste måneder. Blandt andet gav Helena Rosendahl Bach en forsmag på, hvor hun er henne formmæssigt, da hun for nylig satte nordisk rekord på 200 meter butterfly ved Swim Open i Stockholm, som hun vandt i tiden 2 minutter og 6,93 sekunder. Det er en forbedring af hendes egen rekord fra VM i Japan i 2023.

Tilbage i februar sørgede Helena Rosendahl Bach også for den første danske VM-medalje på langbane i syv år, da hun vandt VM-sølv i samme disciplin. Nu ser den 23-årige svømmer frem til at deltage ved sit andet OL.

”Jeg glæder til at trække noget landsholdstøj på og matche de andre og være en del af det danske setup, hvor vi hepper på hinanden og er der for hinanden. Det sammenhold, der er ved et OL, er helt unikt. Jeg håber, jeg kan bygge på min form lige nu og svømme endnu hurtigere til OL, når det virkelig gælder. Jeg vil gerne svømme hurtigere, end jeg nogensinde har gjort før, og jeg vil rigtig gerne i den OL-finale,” siger Helena Rosendahl Bach.

Rutinerede svømmere og OL-debutanter
Det er et godt blandet svømmehold, der drager afsted mod Paris. Flere af de danske svømmere har ligesom Helena Rosendahl Bach været til OL før. Det gælder for Julie Kepp Jensen, og Signe Bro. Helena Rosendahl Bach og Julie Kepp Jensen nåede frem til semifinalerne i deres individuelle løb til OL i Tokyo 2021. Nu drømmer de om at gå skridtet videre i Paris.

Men der er også nye navne med i OL-sammenhæng. Thea Blomsterberg, Schastine Tabor, Elisabeth Sabroe Ebbesen og Martine Damborg skal til deres første OL.

DIF’s OL-chef de mission Søren Simonsen siger om udtagelsen:

 ”Jeg er glad for at kunne byde svømmerne velkommen på det danske hold. Dansk svømning har gennemført et generationsskifte, så der er en del nye og spændende navne, danskerne skal opleve i bassinet i Paris. Jeg glæder mig meget til at følge dem.”

I Team Danmark er der også forhåbninger om, at dansk svømning kan være med i kampen om de gode placeringer i Paris, og man glæder sig til at se de nye unge navne, som står foran deres første OL.

”Det bliver meget spændende at følge de danske svømmere til OL. Dansk svømning har de seneste år gennemgået et større generationsskifte, så der er nye navne og profiler, der er kommet til. Flere af dem har allerede vist, at de er klar til at give alt, hvad de har for at hente gode resultater hjem til Danmark. Vi glæder os til at se de danske svømmere i det olympiske bassin, hvor de kan vise deres hårde arbejde og dedikation frem på den store scene," siger Lars Balle Christensen, der er sportsdirektør i Team Danmark.

Få overblikket over det danske hold og download atletbilleder til redaktionelt brug på www.ol.dk. Følg det danske hold til OL i Paris via @danmarktilol på Facebook og Instagram.

Helena Rosendahl Bach
Født: 12. juni 2000 
Hjemby: Fra Holstebro - bor i Aalborg
Sportsgren: Svømning
Disciplin: 200 meter butterfly
Klub: Aalborg Svømmeklub
Tidligere OL-deltagelser: 2020

Udvalgte resultater: Nordisk rekord på 200 meter butterfly ved Swim Open i Stockholm 2024, hvor hun vandt finalen med tiden 2 minutter og 6,93 sekunder. I februar 2024 vandt Helena Rosendahl Bach den første danske VM-medalje i syv år, da hun vandt VM-sølv i 200 meter butterfly.

Julie Kepp Jensen
Født: 3. januar 2000
Hjemby: Jyllinge
Sportsgren: Svømning
Disciplin: 50 meter fri og 4x100 meter fri 
Klub: A6/NTC
Tidligere OL-deltagelser: 2016 og 2020

Udvalgte resultater: Yngste danske deltager ved OL i Rio, fire medaljer ved EM, fem medaljer ved junior-EM.

Signe Bro
Født: 5. marts 1999
Hjemby: København
Sportsgren: Svømning
Disciplin: 4x100 meter fri og 4 x 100 meter medley (fri)
Klub: Svømmeklubben Triton Ballerup/NTC
Tidligere OL-deltagelser: 2016, 2020

Udvalgte resultater: Vandt guld på 4x100 meter fri ved junior-EM i 2016, og EM-bronze på samme distance i 2018. EM-finalist ved EM på langbane 2021. 

Thea Blomsterberg
Født: 9. januar 2002
Hjemby: Odense
Sportsgren: Svømning
Disciplin: 200 meter brystsvømning og 4x100 meter medley (bryst)
Klub: Swim Team Odense
Tidligere OL-deltagelser: Ingen

Udvalgte resultater: Vandt sølv i 200 meter bryst ved EM på kortbane 2023.

Schastine Tabor
Født: 18. februar 2002
Hjemby: Taastrup
Sportsgren: Svømning
Disciplin: 4x100 meter medley (ryg)
Klub: Svømmeklubben MK31
Tidligere OL-deltagelser: Ingen

Udvalgte resultater: Finale og semifinale til EM 2023, guld og bronze til EM-junior 2023 i 4x100 meter medley mix og 4x100 meter medley damer. I 2022 vandt Schastine Tabor sølv til EM for juniorer på 50 meter brystsvømning, bronze til junior-EM

Elisabeth Sabroe Ebbesen
Født: 22. marts 2002
Hjemby: Hellerup
Sportsgren: Svømning
Disciplin: 4x100 meter fri
Klub: Gentofte Svømmeklub
Tidligere OL-deltagelser: Ingen

Udvalgte resultater: EM-finalist i 2021, EM-semifinalist i 2022, finalist til EM Junior i 2018 og 2019

Martine Damborg
Født: 7. maj 2007
Hjemby: København (Tårnby)
Sportsgren: Svømning
Disciplin: 4x100 meter fri og 4x100 meter medley (butterfly)
Klub: Svømmeklubben KVIK Kastrup
Tidligere OL-deltagelser: Ingen

Udvalgte resultater: 2 individuelle sølvmedaljer til EM Junior 2023, guld i 4x100 meter holdmedley mix og bronze i 4x100 meter holdmedley damer 2023, dansk rekord på 100 meter medley kortbane, indehaver af 6 danske junior rekorder.

Kilde: Danmarks Idrætsforbund
Denne artikel er udarbejdet af 3. part. Indholdet er hverken sponsoreret eller betalt. De holdninger, der måtte fremgå, repræsenterer ikke redaktionen.