Kort intro til hvem der søges
Vi søger en teamleder til en nyoprettet stilling i Fælles Ejendomscenter i Teknik og Miljø, som vil stå i spidsen for både den faglige retning og den daglige ledelse af teamet. Stillingen spiller en central rolle i arbejdet med større byggeprojekter og bygherreopgaver, hvor du – som en synlig leder, sikrer fremdrift, kvalitet og overblik. Samtidig bliver du nærmeste leder for teamets medarbejdere og får ansvar for at skabe et trygt, tydeligt og udviklende arbejdsfællesskab.
Om jobbet
Som teamleder i Fælles Ejendomscenter, får du ledelsesansvaret for 4-5 projektledere. Her skal du bringe din egen og teamets byggetekniske faglighed i spil på tværs af hele organisationen.
Stillingen rummer også personaleledelse. Du bliver den nære og synlige leder for medarbejderne i teamet hvor dine opgaver bl.a. er at fordele ressourcerne, så vi opnår fastlagte mål, herunder kommunens investeringsplan. Som en naturlig del af din ledelse understøtter du en tryg og god samarbejdskultur samt faglig udvikling og trivsel.
En væsentlig del af rollen er knyttet til større byggeprojekter, hvor du bruger din faglige baggrund og indsigt i regler, lovgivning, udbud og byggeprocesser. Du har samtidig ansvar for at planlægge og tilrettelægge de nødvendige drøftelser i bygherrerollen samt sikre overblik over økonomi og fremdrift på alle planlagte og igangværende projekter.
Du og din teamleder kollega for Drift og Vedligehold, vil have et tæt samarbejde om fælles ejendomsstrategi og kvalitet og økonomi i Holstebro Kommunes Fælles Ejendomscenter.
Du bliver en del af den samlede ledelse i Teknik og Miljø og skal naturligt kunne navigere i en politisk styret organisation med blik for både helhed og detaljer.
Dine vigtigste opgaver er at
- tage ansvar for den faglige ledelse af teamets arbejde, særligt i relation til større byggeprojekter og bygherreopgaver
- sikre overblik over projekter, økonomi og fremdrift
- indgå i et udviklende og ligeværdigt samarbejde med teamleder for FEC-Drift og vedligehold
- forme gode processer for at planlægge og tilrettelægge nødvendige drøftelser og beslutningsprocesser i bygherrerollen
- stå for udvikling af metoder og kvalitet i teamet og understøtte fremdrift, rapportering og overdragelse til drift og vedligehold
- tage ansvar for at planlægge og prioritere teamets ressourcer inden for de aftalte rammer og frister
- følge op på servicemål og sikre faglig kvalitet i opgaveløsningen
- understøtte koordinering og samarbejde internt i teamet og på tværs af organisationen
- være en synlig faglig- og personaleleder i hverdagen, herunder deltage i ansættelser, afholde MUS og følge op på fravær og trivsel
- sparre med områdets chef om personaleforhold og teamets opgaveløsning
- bidrage aktivt til den fortsatte udvikling af Fælles Ejendomscenter og den samlede ledelse i Teknik og Miljø
Vi leder efter dig, der
Skaber retning, følgeskab og tage beslutninger i en afvekslende hverdag. En hverdag hvor der både er daglige møder, administrative opgaver, udviklingsopgaver, anlægs- og byggeopgaver og personaleledelse. Du arbejder struktureret og formår at bevare overblikket, også når der er mange projekter og hensyn i spil. Samtidig er du opmærksom på detaljerne, når det er nødvendigt for at sikre kvalitet og fremdrift.
Du trives med at samarbejde og skabe gode relationer i forskellige sammenhænge, herunder borgere, virksomheder og leverandører. Du er tilgængelig for dit team, og du bidrager til et arbejdsfællesskab præget af tryghed, tydelighed og fælles ansvar.
Kvalifikationer som vi lægger særligt vægt på
- relevant faglig uddannelsesbaggrund, som kan bringes i spil i arbejdet med byggeprojekter og bygherreopgaver
- erfaring med projektledelse, personaleledelse og/eller motivation for at udvikle dig indenfor ledelse
- din faglige brede indsigt i regler og lovgivning inden for udbud og byggeprocesser, samt evne til at bringe din faglighed i spil
- dine evner til at skabe overblik over økonomi, projekter og prioriteringer
- gode samarbejds- og kommunikationsevner, samt eksempler på hvor du har etableret relationer der har betydning for samarbejdet
- evne til at arbejde tæt på medarbejderne og sikre kvalitet, trivsel og koordinering i opgaveløsningen
Derudover lægger vi også vægt på
- om du har erfaring fra en politisk styret organisation
- at du har en åben og tillidsvækkende personlighed, hvor humor også indgår
- at du har dokumenteret erfaring med tværgående koordinering og udvikling af arbejdsmetoder
- din erfaring med at understøtte faglig udvikling og et stærkt arbejdsfællesskab
Vi tilbyder
Vi tilbyder en central lederrolle i Fælles Ejendomscenter, hvor du får mulighed for at præge både den faglige opgaveløsning, teamets udvikling og den fortsatte udvikling af området. Du får en stilling med ansvar, indflydelse og en bred kontaktflade. Du samarbejder med øvrige teamlederkollegaer og chefen for Fælles Ejendomscenter og øvrige ledelseskolleger i Teknik og Miljø, hvor du for muligheden for at udvikle dig i en ledelsesrolle.
Derudover får du mulighed for at arbejde i spændingsfeltet mellem projekter, drift, udvikling og ledelse i en kommunal organisation med en tydelig og vigtig samfundsmæssig opgave. Stillingen giver gode muligheder for at bringe både din faglighed og dine ledelseskompetencer i spil.
Om os
Fælles ejendomscenter er forankret i Teknik og Miljø og har en bred samarbejdsflade i hele organisationen, både i den centrale forvaltning samt decentrale enheder, som eks. Skoler, daginstitutioner, sociale institutioner og kultur og fritidsområdet. Sammen med chefen for området og teamlederen for Drift og vedligehold har teamlederen for projekter ansvaret for kommunens nybyggeri og støtte transformationer.
Vi arbejder for at skabe gode rammer for et helt liv - med fokus på bæredygtig udvikling, solide velfærdsløsninger og tæt samarbejde med lokalsamfundet. Kulturen er præget af tillid, ansvar og åben dialog, hvor faglighed og praksis går hånd i hånd. Som teamleder er din indsats med til at omsætte politiske mål til løsninger, der kan mærkes i hverdagen. Her er der plads til at tage ansvar og gøre en konkret forskel.
I Holstebro Kommune bygger vi bro til hinanden. Det har vi gjort siden 1274, hvor den første af slagsen så dagens lys henover Storåen. Det er en del af vores kultur. Til hverdag betyder det, at vi sjældent ser tingene, som de er. Vi ser hellere, hvad de kan blive til.
I Teknik og Miljø er opgaverne mange og spænder vidt– det samme gør samarbejdspartnerne. Men vi har fokus på kerneopgaven.
Den har vi formuleret som:
”I samarbejde med borgere og virksomheder skaber vi rammer for at udvikle og bevare velfungerende og bæredygtige byer og landskaber”
Vi ved, hvem vi er her for, og vores ambition er at gøre det så godt, at borgere og virksomheder ville vælge os, hvis de havde et alternativ! Det er en forpligtende ambition, som du, sammen med den øvrige ledelse, forventes at være en drivende kraft bag.
Løn og ansættelsesforhold
Afhængig af din uddannelse vil ansættelse ske i henhold til Kommunernes Landsforenings overenskomst med relevant organisation.
Vi tilbyder en fast stilling på 37 timer pr. uge og med tiltrædelse pr. 1. August 2026.
Arbejdssted er på Holstebro Rådhus, Kirkestræde 11, 7500 Holstebro.
Vi tilbyder relevante personalegoder, herunder pension, kantineordning og fleksible arbejdstider.
Vil du vide mere
Har du spørgsmål til stillingen, er du velkommen til at kontakte:
- Tanja Rask Elbæk, chef for Stab og Ejendomme
E-mail: tanja.rask.elbaek@holstebro.dk eller telefon 30 55 96 39
Ansøgningsfrist
Send din ansøgning via Holstebro Kommunes hjemmeside senest fredag den 1. juni 2026 kl. 08.00.
Vi forventer at afholde 1. samtale den 11. juni 2026 og 2. samtale den 23. juni 2026.
INFORMATIONER OM STILLINGEN:
- Arbejdspladsen ligger i:
Holstebro Kommune
-Virksomheden tilbyder:
-Arbejdsgiver:
Holstebro Kommune, Kirkestræde, 7500 Holstebro
-Ansøgning:
Ansøgningsfrist: 01-06-2026;
Se mere her: https://job.jobnet.dk/find-job/b39f6ab3-2ae1-4c46-a240-328bd23f9750