Efterforskere fra Midt- og Vestjyllands Politi handlede hurtigt, da de tirsdag eftermiddag fik en anmeldelse om falske bankbude på spil i Holstebro.
Mindst fire personer i Holstebro blev tirsdag lokket - eller forsøgt lokket - til at udlevere deres hævekort og koden til kortet. De var blevet ringet op af en person, som udgav sig for at være fra banken. Derefter ankom et 'bud' fra banken, som skulle hente kreditkortet.Men svindlerne nåede ikke så langt, inden de blev pågrebet og anholdt.
De to gerningspersoner - en 19-årig kvinde og en 21-årig mand - blev i dag, onsdag den 14. august 2024, fremstillet i grundlovsforhør. Den 21-årige mand blev varetægtsfængslet i foreløbigt fire uger, imens den 19-årige kvinde blev løsladt efter grundlovsforhøret. Kvinden er fortsat sigtet i sagen.
Grundlovsforhøret ved Retten i Holstebro foregik af hensyn til politiets efterforskning bag lukkede døre. Derfor er det også begrænset, hvad politiet på nuværende tidspunkt kan fortælle om sagen.
"Men vi er rigtig glade for, at det lykkedes os at finde frem til gerningspersoner, inden deres ofre mistede en masse penge. Vi gør rigtig meget for at advare om den her form for bedrageri, og heldigvis er der efterhånden mange der får smækket røret på, når svindlerne forsøger sig, men vi ser desværre stadig - som i sagen her - at det lykkes at franarre især ældre mennesker både kort og kode", fortæller politikommissær Susanne Kiel Nielsen, der leder efterforskningsafdelingen for økonomisk kriminalitet ved Midt- og Vestjyllands Politi.
Lad dig ikke skræmme
Susanne Kiel Nielsen forklarer, at svindlerne typisk ringer og udgiver sig for at være fra banken og indledningsvist forsøger at skræmme den, de har ringet til. Det kan være ved at sige, at de kan se, der er blevet overført penge fra den pågældendes bankkonti, at han/hun er blevet hacket eller noget andet, som gør at offeret bliver bange. Det udnytter svindleren så og vil angiveligt 'hjælpe' med at få det hele bragt i orden. På den måde formår de altså at besnakke offeret til at udlevere hævekort eller kortoplysninger, som svindleren så efterfølgende misbruger."Man skal vide, at bankerne aldrig nogensinde vil bede om at få udleveret ens hævekort. Og vi opfordrer til, at være særdeles skeptisk, hvis nogen ringer for at få dine kort- eller kontooplysninger. Man skal ikke lade sig skræmme, men i stedet smække røret på - hellere en gang for meget end en gang for lidt", lyder det fra politikommissæren.
Ér du kommet til at udlevere dine hævekort, så gælder det om at kontakte politiet, banken og dine pårørende hurtigst muligt.