Få en rundvisning med detektorføreren, der fandt over 1000 år gammelt smykke

Frants Fugl Vestergaard er detektorfører og fandt Smykket, der i dag er udstillet på Holstebro Museum.
Profilbillede
dato

Sommerferien byder på to specielle rundvisninger på Holstebro Museum. Her får gæster mulighed for at møde detektorfører Frants Fugl Vestergaard fra Gudum ved Lemvig. Det var ham, som i 2021 fandt det unikke guldsmykke, som er vendt hjem til Vestjylland og lige nu er udstillet på Holstebro Museum.


Foto: To gange i løbet af sommeren 2024 kan gæster komme på eksklusiv rundvisning med Frants.

Fra Byzans til Bøvlingbjerg - To rundvisninger i sommerferien

For over tre år siden fandt en detektorfører en meget særlig genstand. En forårsdag i 2021 gik Frants Fugl Vestergaard med sin metaldetektor på en mark ved Bøvlingbjerg i Lemvig Kommune. Han kender marken særdeles godt, for han har afsøgt den mange gange før.

Et svagt ”bip” fra metaldetektoren fortalte, at der lå noget i jorden. Genstanden glimtede og afslørede en gylden farve, som trods hundredvis af år i jorden stadig så ud som ny. Det var et smykke af guld, og Frants var ikke i tvivl: Et sjældent smykke.

Nu får gæster på Holstebro Museum mulighed for at komme på en ekstraordinær rundvisning på Holstebro Museum, hvor detektorføreren viser frem og fortæller om det unikke guldsmykke.

Hængesmykket er mere end 1000 år gammelt og er muligvis doneret personligt af kejseren i Byzans til en viking i sin livgarde. Smykket består af en halvmåneformet guldplade med en ramme af små guldkugler og guldbånd.

Hængesmykket er danefæ og bliver helt ekstraordinært udlånt af Nationalmuseet til Holstebro Museum i forbindelse med byjubilæet.

Den 13. juli 2024 og den 3. august 2024 tager Frants Fugl Vestergaard deltagere med på rundvisning, hvor de får mulighed for at tale med Frants og komme helt tæt på historien om smykkets rejse fra muld til montre.

Rundvisningen med Frants Fugl Vestergaard foregår på Holstebro Museum og koster 50 kr. per person (gælder både for børn og voksne) + museumsentré.

Lørdag den 13. juli 2024 kl. 11.00 (15-20 deltagere)

Varighed ca. 40 minutter

Lørdag den 3. august 2024 kl. 11.00 (15-20 deltagere)

Varighed ca. 40 minutter

Link til mere info og billetsalg:

https://www.place2book.com/da/sw2/sales/event_list/EM8929

Rundvisning med detektorfører Frants - Holstebro Museum (holstebro-museum.dk)

Kilde: Holstebro Museum
Denne artikel er udarbejdet af 3. part. Indholdet er hverken sponsoreret eller betalt. De holdninger, der måtte fremgå, repræsenterer ikke redaktionen.