45 tilmeldte børn skal fra torsdag eftermiddag og frem til fredag eftermiddag på håndboldcamp planlagt i fællesskab af Holstebro Elitesport, Holstebro Håndbold og TTH Holstebro. Håndboldcampen var planlagt til allerede at foregå i 2020, men blev som så meget andet aflyst - men nu sker det endelig.
Det er Anders Høj, der til daglig er håndboldtræner på Idrætsefterskolen Lægården, som er en af initiativtager til campen. Og det er også på Lægården, campen foregår.
Gode muligheder for aktiviteter og træning
Til campen vil der komme ligaspillere, heriblandt Magnus Bramming og Camilla Pytlick. De glæder sig til at komme og lære de 45 unge håndboldtspillere nye finter og trick, som de selv benytter sig af. Det bliver et par dage med godt humør, masser af træning og andre aktiviteter og selvfølgelig også god forplejning som hører til, når man er aktiv.
Både Holstebro Elitesport, Holstebro Håndbold samt TTH Holstebro glæder sig over, at der arrangeres aktiviteter, der er med til at understøtte sporten - hvilket de også mener at de selv har et ansvar for sker, som nu med campen. Det er vigtigt at give børnene nogle gode oplevelser med håndbolden, og at de som klubber er med til at sikre, at der er en talentmasse at arbejde videre med.
Der deltager i alt 21 drenge og 24 piger i alderen 11 – 13 år i håndboldcampen.